Samfund

Region Midtjylland starter millionbyggeri i Viborg

Med en anlægsbevilling på 35,7 millioner kroner sætter regionsrådet nu gang i byggeri til håndtering af affald og linned fra Regionshospitalet Viborg og den nye psykiatri.

Som en del af byggeriet af Ny Psykiatri i Søndersøparken i Viborg, skal regionshospitalets logistikfunktion flyttes. Derfor har regionsrådet nu godkendt en anlægsbevilling og dermed sat gang i projektet, oplyser man i en pressemeddelse.

Der er gennemført et totalentrepriseudbud og fundet et vinderprojekt, der både skal sikre effektiv håndtering af affald og linned og samtidig et byggeri, der passer ind i det lokalområde, det skal ligge i.

– Der er lavet grundige undersøgelser af placering og udformning, og det er et rigtig godt byggeri, vi nu sætter i gang, hvor vi får en topmoderne håndtering af den nok lidt oversete men vigtige logistikopgave, der er en del af at drive et hospital. Men samtidig et byggeri, der er tænkt sammen med lokalområdet, og hvor der er taget hensyn til hospitalets naboer, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen.

Masser af grønt

Logistikfunktionen placeres på det, der kaldes “Trekantsgrunden”, som er græsstykket foran den nye hovedindgang på Regionshospitalet Viborg, og når byggeriet er færdigt, ventes der to til fire kørsler i døgnet.

Selve logistikhuset placeres i kælderniveau med det eksisterende akutcenter, hvorfra der så laves en overdækning, så affaldscontainere og affaldskomprimatorer med videre afskærmes. En del af overdækningen laves som parkeringsplads, så det nuværende antal p-pladser bevares. Langs vejene opføres både murstensmure og trævægge, som tilplantes med slyngplanter, ligesom overdækningen bliver grøn med stauder og urter, der fremmer biodiversiteten.

– Det er en vigtig del af projektet, at det tilgodeser bæredygtighed. Både i forhold til korrekt affaldshåndtering og sortering, arbejdsmiljø for medarbejderne og det omliggende miljø. Både i forhold til udseende, støj og grønne områder, siger Anders Kühnau.

Med regionrådets godkendelse af anlægsbevillingen, ventes der at kunne skrives kontrakt med totalentreprenøren i oktober 2024. Målet er, at den nye logistikfunktion tages i brug i starten af 2026.

Fakta

  • Den eksisterende logistikfunktion, der håndterer affald og linned for Regionshospitalet Viborg skal flyttes, da den aktuelt ligger i Søndersøparken inden for byggefeltet til Ny Psykiatri.
  • Der er i 2024 gennemført totalentrepriseudbud på et projekt, der imødekommer både funktionalitet, æstetik, bæredygtighed og nærmiljø. På den baggrund har regionsrådet nu godkendt en anlægsbevilling på 35,7 mio. kroner.
  • Inklusiv tidligere projekteringsbevilling beløber det samlede projekt sig til 40,7 mio. kroner.
  • Byggeriet går i gang i løbet af 2024, og tages i brug primo 2026

 

Kommentarer