Rasmussen og vikingerne i finalen ved Eurovision Song Contest 2018
Viborg-vikingen, Jonas Flodager Rasmussen, og hans vikingekor sang sig til en plads i finalen til Eurovision Song Contest 2018 i Portugal.
Stemmerne er talt op og Danmark er i finalen til Eurovision Song Contest 2018 i Lissabon. Rasmussen og sangen ’Higher Ground’ blev blandt de 10 sange, som jury og seerne sendte videre i semifinale 2 til at dyste med de øvrige 26 lande i finalen på lørdag.
I en pressemeddelelse udtaler en begejstret Jonas Rasmussen:
– Vi er lige gået videre i Eurovision-finalen, og det er rimelig vildt. Det hele er crazy lige nu – for helvede, hvor er vi glade. Hele stemningen fra salen var så overvældende, publikum var fantastiske. Det var den vildeste oplevelse nogensinde, og vi glæder os helt vildt til en endnu vildere oplevelse i finalen på lørdag. Opbakningen fra Danmark har været helt fantastisk. Tusind tak for støtten.
Finalen, som finder sted på lørdag 12. maj, kan ses på DR1 fra klokken 21.
Kommentarer