Ørum

Populært Påske Pop Up-marked hos Thirdhand i Ørum

Se billedserie Fire iværksætterkvinder med fokus på bæredygtighed. Fra venstre: Ann Villadsen, akvarelillustrator, Katrine Zederkof, Grobund, Line Nørgaard, Visuals by Norgaard, samt Louise Giandrup Lund, Thirdhand. Foto: Gitte Hagsholm. Se flere billeder i galleriet

Weekenden inden påske holdt Louise Giandrup Lund ‘pop up-marked’ på familiens gård, Maardalgaard, syd for Ørum. Det blev et tilløbsstykke, hvor de mange besøgende kunne se – og købe – tasker, tøj, brugskunst og blomster. Alt sammen fremstillet ud fra et bæredygtighedskoncept.

Bæredygtighed er omdrejningspunktet for Louise Giandrup Lund, som for halvandet års tid siden sprang ud som iværksætter med virksomheden Thirdhand. Her restaurerer og sælger hun unikke mærkevaretasker. Hun har indrettet en lille butik i et hjørne af en maskinhal på gården syd for Ørum, som hun og manden, Anders Lund, overtog for 10 år siden. 

I december sidste år slog ægteparret for første gang dørene op til pop up julemarked. Anders solgte juletræer, og inden for i hallen havde Louise arrangeret sit første ‘pop up-marked’ med deltagelse af blandt andre Grobund, der producerer økologisk tøj, Kattholt Keramik, De glade regnbuer og Glaspusteriet. Alle med produkter, hvor bæredygtighed er en rød tråd.

Markedet blev en stor succes, og i weekenden 9. og 10. april blev dørene igen slået op til et ‘påske pop up-marked’. Også denne gang i samarbejde med Grobund og De glade regnbuer, men også med to nye samarbejdspartnere, akvarelillustrator, Ann Villadsen, og blomsterdekoratør, Line Nørgaard, Visual by Nørgaard. 

– For mig betyder det noget at skabe nogle gode rammer om og et fællesskab for passionerede iværksættere, som vi allesammen er, siger Louise Giandrup Lund.

Selv er hun ikke iværksætter på fuld tid, men kombinerer sin passion med et deltidsjob i et ejendomsselskab i Viborg.

– Det passer mig godt med den afveksling. Jeg går ‘all in’, når jeg arbejder med mine genbrugstasker i Thirdhand og ikke mindst, når jeg afholder et arrangement som vores pop up-marked, som jeg brænder for, og så er det godt med lidt afveksling i det daglige arbejde, påpeger hun.

Nyt pop up senere på året

Planen er at holde et nyt pop up-marked igen i sensommeren eller det tidlige efterår. Indtil da kan man komme ned og besøge butikken på gården, der ligger i naturskønne omgivelser på kanten af Nørreådalen. Butikken er åben de to kommende lørdage i april samt to lørdage i maj.

Læs mere på www.thirdhand.dk eller på facebook

Til påske pop up’en var der også smukt kunsthåndværk i træ og sten af Christian Guldager Madsen, Skals. Bagved ses den hyggelige café og Thirdhand-butikken. Foto: Gitte Hagsholm

 

Kommentarer