Debatindlæg af Karina Sørensen, Vammen.
Byrådskandidat for Socialdemokratiet, Tjele.

Hvis man kun kender til politik fra landsdækkende dagblade og tv, har man måske nok et indtryk af politikere som temmelig forkælede med høje lønninger og uanede muligheder for at indhente støtte til både dette og hint – enten på lovlig eller ulovlig vis.

Når man som jeg beskæftiger sig med lokalpolitik, så er virkeligheden noget anderledes. Og da der i dag ikke er mange, som er medlemmer af et politisk parti, er der ikke mange, der kender til denne del af den politiske virkelighed.

Da jeg for fire år siden stillede op til byrådsvalget første gang og lagde et billede på Facebook af, at jeg gjorde klar til at tage ud og dele røde roser ud, var der en Facebook-ven, som med let skjult forargelse spurgte ind til, hvem der dog betalte for dette. Hun havde måske forestillet sig, at jeg havde kunnet hente penge til dette i en eller anden uudtømmelig pamper-pengekasse. Jeg måtte ”skuffe” hende med, at det faktisk var medlemmerne af den lokale vælgerforening, som betalte for, at Tjele-borgerne kunne få en rose med hjem den dag.

Og sådan er det stadig. Det er stadig det parti, som man stiller op for, som betaler for kandidaternes valgkamp, og når man er medlem af en lille, fattig vælgerforening, så er der ikke meget at rutte med. Det siger jeg ikke, fordi politiske kandidater skal ynkes. Jeg ønsker bare at rydde nogle misforståelser af vejen.

I denne terrortid ytres der heldigvis ofte opbakning til demokratiet som styreform og som en af de absolutte grundpiller i vores vestlige levevis. Denne opbakning står dog ofte i skarp kontrast til en desværre større og større politikerlede. Jeg skal ikke bortforklare, at der er situationer, hvor politikere enten ved et uheld eller med fuldt overlæg placerer sig i situationer, hvor de fortjener skarp kritik fra deres vælgere.

Men tænker man også på, at politikere også er frivillige i en forening, som gør et stort arbejde for, at der ved hvert valg er en stor palette af valgmuligheder for den enkelte borger i samfundet at vælge imellem? Lige som træneren i fodboldklubben sikrer, at der er et lilleputhold, sikrer den frivillige i et parti, at der for dig som vælger er et valg på valgdagen.

Jeg håber aldrig, at vi kommer dertil, at det i Danmark kun er størrelsen på kandidatens pengepung, som afgør, om man bliver valgt eller ej. Hvis det er tilfældet, ved jeg allerede nu, at jeg ikke har en chance. Og jeg håber, at vi stadig om tyve og tredive år i Danmark har politiske partier med aktive, frivillige, almindelige mennesker på lige fod med frivillige i fodboldklubber.

Men det får vi kun, hvis der fortsat vil være mennesker, som bakker op om den måde, vi har ordnet vores demokrati på, og som derfor melder sig ind i et parti. Ellers må, vi når de trofaste, ældre frivillige fra i dag dør bort, se os om efter en anden styreform. Det bliver spændende at se, hvad det så bliver for noget, og om vi i Danmark til den tid også får os en Trump.