Viborg By

Personlige godnathistorier hjælper indlagte børn med at falde i søvn

Oscar med sin egen godnathistorie, hvor drømmepiloten Vilter Ørngot tager ham med i sit flyvende skib til HoPsitalet – et særligt sted kun for legesyge børn. Foto: Viborg Kommune

I et nyt tiltag på Regionshospitalet Viborg får indlagte børn hovedrollen i deres egen godnathistorie. Det hjælper dem væk fra bekymringer og får dem til at slappe af lyder det fra både forældre og fagpersonale.

Da femårige Oscar blev akut opereret med blindtarmsbetændelse, ventede en overraskelse på ham, da han vågnede op: En bog, hvor han selv havde hovedrollen i en magisk historie. Her tager drømmepiloten Vilter Ørngot ham med i sit flyvende skib til HoPsitalet – et særligt sted kun for legesyge børn.

– Det var første gang i tre dage, jeg hørte ham grine, fortæller Oscars mor, Malene Rind.

– Han levede sig fuldstændig ind i historien og glemte helt at være bange. Det gjorde jeg også.

Oscar har bidraget til sin egen godnathistorie om drømmepiloten Vilter Ørngot, som tager ham med i sit flyvende skib til HoPsitalet. Foto: Viborg Kommune/Vilter.dk

Det er Børneulykkesfonden og vilter.dk, der står bag de personliggjorte godnathistorier, som nu er frit tilgængelige på fem af landets hospitaler.

– Projektet bliver snart udvidet, for historierne hjælper faktisk de indlagte børn med at falde til ro og drømme sig væk fra smerter og utryghed, siger velfærdskoordinator på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital, Mette Sorang Kjær.

– Vi kan se og høre, at historierne har en positiv effekt, hver gang et barn med begejstring refererer fra det unikke univers.

Også børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, som selv har arbejdet på en børneafdeling, er begejstret.

– De personlige historier kan fange børns opmærksomhed på en særlig måde og er et længe ønsket redskab til at flytte fokus og tanker fra angst og usikkerhed til tryghed og nærvær hos indlagte børn og deres forældre, udtaler hun.

Det er iværksætterne Anders Larson og Lars Henriksen fra vilter.dk, som har skrevet historierne. De findes på vilter.dk/hospital, hvor forældre indtaster barnets navn og hjemby og får de personliggjorte historier tilsendt med e-mail. På nogle af hospitalerne kan familierne få første afsnit i den tredelte historie som fysisk bog, hvor barnet selv skriver sit navn i teksten. Efter historien kan barnet høre Vilters egen godnatmelodi – en melodi, som allerede hjulpet tusindvis af danske børn med at falde i søvn.

– Det er ikke altid nemt at falde i søvn i en hospitalsseng, og det kan Vilters godnathistorier om ‘HoPsitalet’ hjælpe med, siger Anders Larson og tilføjer:

– Vores mål med historierne er, med hjælp fra vild fantasi og skæv humor, at få både børn og voksne nemmere igennem en svær tid.

Konceptet er udviklet i samarbejde med Børneulykkesfonden, som i forvejen har sendt Legehelte ud på mange hospitaler for at skabe mere aktiv leg og bevægelse. Legeheltene indgår også i godnathistorierne, og det giver god mening, mener generalsekretær i Børneulykkesfonden, Henriette Madsen.

– Ved Vilter-historierne kan vi gøre noget godt for indlagte børn både om dagen, om aftenen og om natten. Det fortjener de, siger hun.

Oscar sammen med far og mor, der ikke er i tvivl om, at godnathistorien med sønnen i hovedrollen i den magiske fortælling har gjort sønnens sygehusophold lettere. Foto: Viborg Kommune

Om Legeheltene

Alle børn har ret til et liv med leg og bevægelse – også børn der er ramt af sygdom. Men et sygdomsforløb, en indlæggelse og kroniske diagnoser er ofte forbundet med stor inaktivitet og ensomhed. Det kan have store konsekvenser for indlagte børns fysiske, kognitive og sociale udvikling. Derfor arbejder Legeheltene for at skabe aktiv leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn i alderen 1-14 år, der hvert år indlægges på et hospital i Danmark. Legeheltene skaber et frirum med plads til store armbevægelser, tumlelege og fællesskab – og med plads til at være barn igen. Legeheltene er på 13 hospitaler i Danmark og er et initiativ startet af Børneulykkesfonden.

Læs mere om det nye koncept på vilter.dk/hospital samt vilter.dk/presse

Læs mere på www.legeheltene.dk 

Kommentarer