Viborg By

Paradepladsen skifter navn til Oberst J.C. Lunds Plads. Indvielse 21. august

Paradepladsen i Viborg skifter navn til Oberst J. C. Lunds Plads. Foto: Viborg Kommune

Paradepladsen på den tidligere Viborg Kaserne skifter navn til Oberst J. C. Lunds Plads. Det sker ved en officiel indvielse 21. august 2021. Samme dag holder Prinsens Livregiments Soldaterforening sit årlige jubilarstævne, og Prinsens Musikkorps giver koncert.

Viborg Kommune har besluttet at ændre navn på Paradepladsen på Viborg Kaserne til Oberst J. C. Lunds Plads. Navneændringen sker som en anerkendelse af nu afdøde oberst Jens Christian Lund, og den store indsats, han ydede på Viborg Kaserne og for Viborg by.

Afsløringen af pladsens navneskilt sker ved borgmester Ulrik Wilbek lørdag den 21. august 2021 klokken 11.45 umiddelbart inden for porten i Arsenalet, kasernens hovedbygning.

Jubilarstævne og koncert

På samme dag gennemfører Prinsens Livregiments Soldaterforening sit årlige jubilarstævne.

I 2020 måtte jubilarstævnet aflyses på grund af Covid-19. Derfor er der til dette jubilarstævne inviteret jubilarer fra både 2020 og 2021. Det forventes, at cirka 225 jubilarer deltager.

Jubilarerne møder på Viborg Banegård klokken 10.00 og marcherer med Prinsens Musikkorps i spidsen ad en flagsmykket rute via Sct. Mathias Gade til Viborg Kaserne med ankomst til Paradepladsen klokken 10.30. Her overdrages paraden til landsformand, tidligere generalmajor Kurt Mosgaard, og chefen for Jydske Dragonregiment, oberst Anders Poulsen.

Efter en kransenedlægning overrækkes medaljer til jubilarerne, hvorefter der er fotografering og mulighed for at se regimentets mindelokaler.

Klokken 11.30 er der afsløring af det ny-opsatte regimentslogo ved Arsenalets sydside. Afsløringen foretages af landsformand Kurt Mosgaard og borgmester Ulrik Wilbek.

Klokken 12.20 til 13 giver Prinsens Musikkorps koncert på den kommende Oberst J. C. Lunds Plads.

Alle interesserede er velkomne til at overvære arrangementet.

Kommentarer