Navnenyt

Overtandlæge Poul Folke Christensen stopper i Viborg Kommune

Foto: Viborg Kommune

Poul Folke Christensen har i en alder af 75 år fået nyt arbejde og stopper derfor som overtandlæge med udgangen af april 2022. 

Poul startede som overtandlæge i Viborg Kommune den 1. marts 1987. Inden da kom han fra en stilling som afdelingstandlæge i Randers Kommune. Han er uddannet tandlæge fra Odontologisk Institut Aarhus Universitet. 

– I en lang årrække har Poul været indbegrebet af vores kommunale tandpleje i Viborg Kommune. Han har med sit engagement formået at udvikle og udfolde tandplejens potentiale i vores indsatser for at forbedre vilkårene for de mest udsatte børn og unge, siger Mette Kierkgaard, familie- og rådgivningschef. 

Poul stopper dog ikke sit virke helt. Han har fået nyt job, hvor han skal være tandlægefaglig leder i virksomheden Hjemmetandplejen. 

– Viborg Kommune har været en fantastisk arbejdsplads gennem 35 år. Jeg er glad for, at jeg sammen med politikere, forvaltninger, privat praktiserende tandlæger og ikke mindst dygtige medarbejdere har udviklet vores kommunale tandpleje fra en skoletandpleje til en af de mest moderne tandplejer i Danmark, siger Poul Folke Christensen. 

Stillingen som overtandlæge bliver slået op meget snart. Den nye overtandlæge forventes at starte 1. august 2022.

 

Kommentarer