Debat og politik

Ove Kent Jørgensen: Vi er nødt til at få kigget på infrastrukturen

Debatindlæg af Ove Kent Jørgensen.
Byrådsmedlem og kandidat til kommunalvalget for Dansk Folkeparti

Det går godt i Viborg Kommune i disse år, og vores budget viser nogle rigtige gode positive tal.

Viborg Kommune vækster kraftigt, og der kommer mange nye borgere til.

Nye boligområder skyder op både i Viborg Baneby og i Arnbjerg, og på længere sigt også i Taphede-området.

Med alle disse nye borgere, der tilflytter byen, sættes der rigtig meget pres på vore veje ud og ind af Viborg By.

I Dansk Folkeparti mener vi, at det er meget vigtigt, at vi får et sikkert og velfungerende vejnet i Viborg Kommune, til gavn for alle borgere og ikke mindst erhverslivet.

Det skal bl.a. ske ved en udbygning af omfartsveje ikke mindst etablering af en hærvejsmotorvej.

I Viborg by, bliver vi fremadrettet nødt til, at få kigget på infrastrukturen.

I disse dage arbejder vi i Viborg Byråd med de næste års budgetter.

Dansk Folkeparti mener, at det bliver nødvendigt, at se på en ny omfartsvej øst om Viborg, for at aflaste trafikken gennem byen.

Vores anlægsbudget ligger meget højt i de næste år, det er positivt og tegn på vækst.

Dansk Folkeparti håber vi, at de andre partier i Byrådet vil være med til at finde penge i budgettet, og få afsat penge i overslagårene til en forundersøgelse af en linieføring af en ny vej øst om Viborg By.

Vi har talt om det længe, nu må der handles. Bedre sent end aldrig.

Kommentarer