Kultur

Optagelserne til storslået kunstværk i Viborg begynder i dag mandag

I denne uge laves der optagelser til Viborg-versionen af kunstværket People We Love. Foto: Bodil Johanne Monrad

I dag mandag den 19. juni klokken 11.00 sætter den første person sig foran kameraet i forbindelse med optagelserne til kunstværket People We Love.

Anders, Tanja, Lana og Khalid.

Det er nogle af navnene på de 60 frivillige, der i løbet af denne uge tager plads foran kameraet i den gamle landsret i Viborg, hvor der  optages til kunstværket People We Love.

Det færdige værk bliver udstillet i Krypten i Viborg Domkirke fra 27. september og frem til slutningen af december.

– Jeg er meget glad for, at mange forskellige mennesker har ønsker at blive en del af kunstværket. Vi vil gerne vise mangfoldigheden i hele Viborg Kommune, og det mål er jeg helt sikker på, at vi kommer til at nå, siger udstillingsleder i Viborg Kunsthal Bodil Johanne Monrad.

Kunstværket People We Love er skabt af den britiske kunstner Kit Monkman, og målet med kunstværket er at skabe et kollektivt portræt af kærlighed og empati, når 60 “almindelige” mennesker bliver filmet, mens de ser på et billede af en person, de elsker eller elskede.

Optagelserne til værket i Viborg finder sted i den gamle landsret på Gråbrødre Kirke Stræde fra den 19. til den 22. juni, og der er reserveret fem pladser til personer, der melder sig til at deltage i løbet af de kommende dage.

Det kan blandt andet ske tirsdag aften, hvor der er Snapstalk om kunstværket i Amtmandens Have fra 19 til 20.

 

Kommentarer