Oplev Viborg i 1146 igennem Virtual Reality
Der bliver taget livtag med livets store spørgsmål, når publikum på blot 12 minutter føres gennem tid og rum tilbage til middelalderens Viborg og helt tilbage til Big Bang og langt ud i universet. Viborg 1146 holder et spejl op og skaber et fascinerende rum for refleksion over hvem vi er, og hvor vi kommer fra.
Med lidt digital hjælp er det nu muligt at rejse i tid og sted, når Late Love Production i samarbejde med White Hole Theater, Plastic Collective og Viborg Museum inviterer interesserede til Virtual Reality (VR) oplevelsen Viborg 1146 i den kommende museumsbygning i d. 23.-24. april 2022.
Hvad er tid? Hvad er historie? Og hvad har den med mig at gøre?
I Viborg 1146 bliver nutidige handlinger i et kæresteforhold sat under luppen, når parrets vaner viser sig at være nedarvet gennem generationer, og selv en lille hverdagshandling som at lægge en jakke på sofaen i stedet for at hænge den op, viser sig at have rødder i familiehistorie. Publikum bliver suget med tilbage i tiden til en refleksion over deres egen opståen ud fra livets tilfældigheder og begivenheders gang.
”Viborg 1146 er en unik VR-oplevelse som skaber en forståelse på tværs af tiden. Den forbinder dig og mig i nuet med mennesker på forskellige tider og steder i fortiden. Ved brugen af virtual reality har vi skabt en oplevelse, der forstærker følelsen af fortiden på hørbare og synlige måder, så vi aktivt kan forholde os til fortiden, gøre den mere nærværende og relevant, og forstå den i en ny kontekst. ” producer Lana Tankosa Nikolic, Late Love Production.
Viborg 1146 optrævler ligeledes spor af Viborgs tidligere historie; engang kongers og fyrsters land og en scene for en blodig borgerkrig, der splittede Danmark og udløste grundlaget for, hvad dette land er i dag.
”På Viborg Museum har vi været meget glade for samarbejdet om Viborg 1146, og at få lov til at arbejde med nye digitale muligheder i formidlingen af vores historie. Med Viborg 1146 får vi sat et spejl op, som inspirerer os til at reflektere over generationerne før os, og over hvordan deres liv påvirker os i dag” Rikke J. Schmidt, Museumsinspektør, Viborg Museum.
Info om Viborg 1146
Hvornår: 23.-24. april 2022 kl. 10.00-15.00
Hvor: Gråbrødre Kirke Stræde 3, 8800 Viborg (den kommende museumsbygning)
Pris: Gratis entre ved tilmelding på https://viborgmuseum.dk/aktiviteter-1/virtual-reality
Kommentarer