Oplev to klassiske klovne med lagkager og vandpistol
Mandag op til påske får bibliotekerne i Viborg og Bjerringbro besøg af klovnene Charlie og Binalto fra Cirkus 3.
De to klovne har gennem de sidste 25 år levet som professionelle klovne. De sætter en ære i at levere uforfalsket, gammeldags klovneri med lagkager, vand, en farlig pistol og selvfølgelig musik. De viderefører, som de selv udtrykker det, en kulturarv fra dengang de selv var børn, fra dengang der var rigtige klovne til.
Det er svært at være en god klovn, men Charlie og Binalto har den varme og det engagement, som kræves for at få klovnefigurerne til at leve og ånde. Gennem årene er det blevet til tusindvis af forestillinger i ind- og udland. I de sidste mange år med optræden på Bakken hele sommeren som en fast tradition.
Cirkus 3 optræder på Hovedbiblioteket i Viborg mandag den 10. april klokken 11.00 og på Bjerringbro Bibliotek klokken 15.00 Billetter bestilles via Viborg Bibliotekernes hjemmeside viborgbib.dk
Kommentarer