Onsdag kommer Lokaldysten til Vejrumbro
I øjeblikket turnerer Lokaldysten rundt omkring i Viborg Kommunes landsbyer. Foreløbig har Vridsted, Ravnstrup og Knudby kæmpet; i morgen onsdag er turen kommet til Vejrumbro.
I morgen onsdag kommer Lokaldysten til Vejrumbro. Det er andet år i træk, Vejrumbro deltager, men sidste år blev det kun til en fjerdeplads. Så bestyrelsen for idrætsforeningen, som er vært ved arrangementet, håber på en plads øverst på sejrsskamlen – og præmien på 10.000 kroner – denne gang. Så alle sejl er sat til, lyder meldingen.
En lille fest
Der er start fra købmanden, og folk opfordres til at møde op omkring klokken 17.00, hvor der vil være information og opvarmning.
Open Air-drengene stiller igen i år op med telt og grill, så man kan spise og feste, når der er gået, løbet og cyklet i de to timer frem til klokken 19.30.
Det er jo kristihimmelfart dagen efter, så arrangørerne lægger op til en lang og hyggelig aften for hele byen.
Fakta
I alt 11 landsbyer deltager i Lokaldysten, der blev indført for 3 år siden som optakt til Hærvejsmarchen og Snapsting. Vinderlandsbyen vil blive udråbt ved Viborg Landsbysammenslutnings arrangement på Hjultorv 24. juni i forbindelse med Snapsting.
Kommende Lokaldyster
Mammen: tirsdag 30. maj
Vammen: torsdag 1. juni
Rødkærsbro: fredag 2. juni
Løvel: torsdag 8. juni
Kjeldbjerg: fredag 9. juni
Ulbjerg: onsdag 14. juni
Skals: fredag 16. juni
Alle arrangementer foregår fra klokken 17.30 – 19.30.
Kommentarer