Hammershøj

Olieulykke i Hammershøj betød kæmpe oprydningsarbejde

Se billedserie For at fjerne olien måtte brandfolkene først sæbe vejen til og derefter spule med vand. Flere steder måtte brandfolkene efterfølgende ud med koste for manuelt at skrubbe det sidste fedtede olie af asfalten. Foto: Viborg Netavis

Et sprængt hydraulikolie-rør på en traktor var fredag eftermiddag skyld i, at brandmandskab fra både Ørum og Viborg måtte rykke ud til et større oprydningsarbejde. 

Fredag eftermiddag omkring klokken 16.20 modtog Viborg Brandvæsen en anmeldelse om et voldsomt olielæk fra en traktor lige uden for Hammershøj.

Se video nederst i artiklen

Traktoren kom kørende fra Tindbækvej ind i rundkørslen og kører fra i vestgående retning mod Viborg. 500 meter ude af landevejen går traktoren i stå, og først da opdager føreren, at hydraulikslangen på traktoren er sprunget læk. Tilsyneladende  skete lækket helt tilbage ved Tindbækvej, og traktoren trak den fedtede olie i et langt sport efter sig og efterlod vejen spejlglat til fare for andre trafikanter.

Politiet var hurtigt fremme og fik stoppet trafikken, så brandfolkene kunne komme igang med rengøringsarbejdet.

– Det er noget fedtet stads, så det tager noget tid. I første omgang skulle vi have den ene side rengjort og ryddet, så vi kunne få trafikken igennem, fortæller indsatsleder Jesper Hesselberg til Viborg Netavis.

Han forklarer, at man først skyller asfalten med en sæbeblanding, der skal fortynde olien, og så spules der efter med vand.

Flere steder blev der spulet efter med håndkraft, så der var mange mand på sagen.

– Der er syv mand fra Ørum, og vi er fem fra Viborg, og jeg forventer at det i hvert fald kommer til at tage et par timer, siger han.

Manglende hensyn fra bilister

Oprydningsarbejdet skabte lange køer igennem Hammershøj, selv da den ene side af rundkørslen var gjort farbar igen. Og der skete også et færdselsuheld under arbejdet.

– Folk er bare ikke særligt gode til at vise hensyn, selvom de kan se, at vi er i gang med at udføre et stykke arbejde. De kører bare frem og orienterer sig ikke ordentligt, fortæller Jesper Hesselberg.

Han beskriver, hvordan en VW Touran, som kom fra Tindbækvej, forsøgte at køre venstre rundt i rundkørslen, da der er spærret den anden vej.

– Så går jeg hen og vinker ham tilbage, og så bakker han uden at se sig for og drøner lige ind i en lastbil, der holder på Tindbækvej, forklarer indsatslederen med en hovedrysten.

Begge køretøjer blev beskadigede, men ingen personer kom noget til.

Det har ikke været mulig at få oplyst, om olielækket og deraf følgende oprydningsarbejde får nogle retslige konsekvenser for traktorføreren.

Kommentarer