Rødkærsbro

Og vinderne af Award Show 2022 er….

De syv vindere til årets awardshow. Foto: Morten Pedersen, Viborg Stifts Folkeblad

Onsdag aften afholdt Business Viborg deres årlige Award Show. Knap 500 mennesker fra erhvervslivet i Viborg og omegn var samlet til årets prisuddeling i Tinghallen/Comvent Arena. Aftenen var fyldt med højt humør og hæder til både de nominerede, vinderne og hele erhvervslivet. 

I løbet af aftenen blev der uddelt syv priser til virksomheder eller personer, der havde gjort en ekstraordinær indsats. De syv vindere blev:

Iværksætterprisen:

Gastro Catering løb med Iværksætterprisen for deres måde at skabe succes og vækst i en udfordrende tid for branchen. De leverer knap 400 daglige frokostmåltider til Viborgensiske virksomheder og har planer om at udvide til hele landet.

Årets Unge Erhvervshåb:

Her vandt Magnus Ejlskov fra ejlskov.design. I en alder af 24 år har han skabt en succesfuld virksomhed med sin bror Tobias. I dag er han leder for flere medarbejdere og er virksomhedens DNA.

Årets Erhvervsleder:

Mette Hammer Pedersen fra Jysk System Rengøring blev kåret til Årets Erhvervsleder. Mette har vækstet Jysk System Rengøring og gjort virksomheden mere synlig i erhvervslivet. Hun sikrer høj trivsel blandt medarbejdere, hvilket har resulteret i øget effektivitet og reduceret sygefravær.

Årets Visual Award

Prisen blev vundet af Peter Smith, Tumblehead og Viborg Domkirke samt Viborg Kommune som har bestilt forestillingen Inside-Out. Forestillingen viser Joakim Skovgaards malerier på ydre siden af Viborg Domkirke i en live forestilling.

Verdensmålsprisen:

Genan løb med Verdensmålsprisen, da de arbejder for en bæredygtig fremtid. De forvandler et affaldsproblem til et grønt potentiale, idet de genanvender brugte dæk.

Made in Viborg

Made in Viborg blev vundet af Danmatic. De har gennem 30 år opfundet og udviklet industrielle maskiner til bager-og madindustrien i hele verden fra deres base i Viborg.

Business Viborgs Årspris

Årsprisen gik i år til Lindholm Biler. De er med til at sætte en ny retning for bilbranchen med deres eget akademi, egen skov, fokus på digitalisering og grøn omstilling. 

Hyldest, humor og netværk

Andreas Bo var aftenens konferencier. Han bandt showet sammen på fornemste vis og med et glimt i øjet. Udover at være konferencier, gav Andreas Bo et show som fik gang i lattermusklerne i hele Tinghallen/ComVent Arena.

I år havde Business Viborg skruet ekstra op for netværksmulighederne, så alle gæsterne fik mulighed for at netværke med hinanden. Det udnyttede gæsterne, og der blev talt på kryds og tværs af alle virksomhederne. 

En stor tak 

Award Show er sat i verden for at hylde de gode præstationer i det lokale erhvervsliv, og i år har der været en stor opbakning til showet. ”Awardshowet er en rigtig god tradition, hvor vi får hyldet mange fantastisk dygtige virksomheder og personer, der på forskellig vis sætter et positivt præg på det lokale erhvervsliv. Jeg vil også gerne takke hele erhvervslivet for den enorme opbakning, der er til showet. Det er med til at styrke det gode fællesskab, som er en forudsætning for en fortsat positiv udvikling i vores område, ” siger erhvervsdirektør Henrik Hansen.

Kommentarer