Ørum

Ørum kirke får ny graverbygning

Den nye graverbygning får rødt tegltag og hvide, vandskurede mure, så den falder fint ind med kirke og kapel. Fremsendt foto

Igennem de senere år har der i menighedsrådet været et stort ønske om at give graverpersonalet bedre forhold ved kirken i Ørum. Efter en længere planlægning og godkendelse af projektet gik byggeriet af en ny graverbygning i gang i september i år. 

Det er menighedsrådets kirke- og præstegårdsudvalg med Arndt Pedersen i spidsen, som har stået for at få byggeriet sat i gang. Nu er bygningen skudt op, og med det røde tegltag på plads kan man begynde at ane ridset af det færdige resultat, og bygningen forventes at stå helt klar til ibrugtagelse omkring marts 2023.

Bygningen på omkring 85 kvadratmeter er placeret lige uden for for den nordlige kirkegårdsmur. Den indeholder et mandskabsrum, kontor, omklædningsrum og to toilet- og baderum, teknikrum samt et gangareal.

Bygningen bliver vandskuret og hvidt med et rødt tegltag, så den falder bedst mulig ind med det gamle kapel og kirken.

Når den nye graverbygning tages i brug, starter en renovering af det gamle kapel, som bliver udvidet, desuden laves et nyt toilet samt et forrum i den gamle bygning.

Menighedsrådet er desuden i gang med diverse forberedelser og planlægning af en større indvendig renovering af Ørum kirke. Et stort projekt som startede allerede for nogle år siden, og hvor menighedsrådet fortsat er i gang med diverse forberedelser. Hvornår selve renoveringen går i gang er ikke helt afklaret, da det afhænger af endelig beslutning, godkendelser og hvornår, Viborg Østre Provsti afsætter den økonomiske ramme. Håbet er at renoveringen kan gå i gang i 2025.

Kommentarer