Ørum

Ørangeriet aflyser forårets arrangement

Ørangeriet i Øby. Privatfoto

Ørangeriet i Øby, syd for Ørum, må ligesom mange andre arrangører se sig slået af tidens pandemi og aflyser nu forårets kulturarrangement.

Selv hvis forbudet mod at mødes mere end 10 ad gangen skulle blive lempet 11. maj, så kan man ikke efterkomme retningslinierne om at holde god afstand i det lille kultursted i Øby.

– Det betyder at vi ikke kan gennemføre det litterære og billedkunstneriske arrangement, som ellers var planlagt til at rulle af stablen i maj måned, fortæller indehaver Bente Søgård.

Ørangeriet blev indviet i august 2017 og har indtil nu haft syv kulturelle arrangementer med hovedvægten på litteratur.

Arrangementerne foregår i Bente Søgårds private hjem, som hun deler med forfatter Erik Kock.

– Hensigten har dels været at tilbyde arrangementer på non-profit basis, hvor både bredde og kvalitet blev tilgodeset, dels at præsentere kultur på et sted uden for de større byer, fortæller Bente Søgård.

– Øby, der har cirka 40 husstande, ligger for foden af Ø Bakker i landskabet Ø mellem Viborg og Randers. Da huset tilmed er orange, gav navnet ”Ørangeriet” næsten sig selv, fortæller hun

Ideen til det lokale kulturarrangement fik parret for flere år siden i Paris, hvor talen faldt på salonfænomenet, der netop tilbød intime rammer om samvær og kulturelle oplevelser.

– Det giver en mulighed for en helt anden kulturel oplevelse og ikke mindst samtaler mellem alle tilstedeværende, kunstnere såvel som publikum, forklarer Bente Søgård.

De optrædende forfattere har repræsenteret en bred vifte af genrer og udtryk: Knud Steffen Nielsen, Gerd Laugesen, Sebastian Bune, Hans Hedegaard Andersen, Marianne Jørgensen, Søren Fauth, Louise Juhl Dalsgaard, Jens Smærup Sørensen og Pia Juul.

Til de fleste arrangementer er der indslag fra andre kunstarter, herunder billedkunst, skulptur og musik, indtil nu ved henholdsvis Anette Andersen, Henning Elving Hansen, Gorm Bull samt cellisten Muriel Cellier.

Parret i Øby har haft omkring 20-25 deltagere ved arrangementerne, og ved det sidste arrangement slog de rekord med 56 publikummer. Gæsterne kommer dels fra lokalområdet, men også forholdsvis langt fra som Aarhus, Langå, Glyngøre og Mejrup ved Holstebro.

Mange af dem er faste gæster ved arrangementerne i Ørangeriet, og Bente Søgård beklager, at man nu må aflyse.

– Det er vi naturligvis rigtigt kede af, men jeg vil gerne sige til vores nuværende, trofaste skare af gæster – og ikke mindst de kommende: Vi vender ”frygteligt” tilbage. Vi sigter mod at gøre noget i det sene efterår i år, måske november. Indtil da må vi alle væbne os med tålmodighed, lyder det fra indhaveren, som glæder sig over opbakning og opmuntring fra både kunstnere og publikum, fastslår hun.

Kommentarer