Nyt midtjysk netværk skal sikre kulturoplevelser for børn og unge med udviklingshandicap

Det nye netværk, der går under navnet LIVLIG, skal hjælpe kulturinstitutioner i Region Midtjylland med at skabe ligeværdige kulturoplevelser til børn og unge med udviklingshandicap og udviklingsforstyrrelser.
Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, GAIA Museum Outsider Art og Syddjurs Egnsteater står bag netværket, der er støttet af Region Midtjylland.
Museumsinspektør Sara Utvaag fra Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum fortæller:
– Børn og unge med udviklingshandikap og udviklingsforstyrrelser er underrepræsenterede i kulturlandskabet. Det vil vi forsøge at rette op på med LIVLIG – netværk for ligeværdige kulturoplevelser.
Netværket skal både fungere som en vidensbank, hvor vi samler tilgængelig viden og erfaringer samt skaber nye modeller og redskaber fra arbejdet med børn og unge med udviklingshandicap. Samtidig vil netværket fungere som sparringspartner for institutioner, der gerne vil i gang med at arbejde med målgruppen, men måske ikke lige ved, hvordan de skal gribe det an”.
Styregruppen i LIVLIG-netværket, der består af repræsentanter fra Gammel Estrup, Gaia og Syddjurs Egnsteater, holdt kickoffmøde den 20. februar, og de kommende måneder skal netværket så udvides med midtjyske kulturinstitutioner, ekspertorganisationer samt undervisere og ledsagere, der arbejder med børn og unge med udviklingshandicap i det daglige.
Psykisk tilgængelighed
Netværkets brede sammensætning skal sikre, at kulturinstitutionerne får et kompetenceløft og en forståelse af de særlige udfordringer, der præger børn og unge med udviklingshandicap i deres møde med kulturoplevelser.
– Når man taler om tilgængelighed, tænker de fleste nok på adgangsforhold og muligheder for at komme rundt i kørestol eller lignende, men i vores arbejde med lige præcis denne her målgruppe, giver det i høj grad også at tale om psykisk tilgængelighed. Det er som regel relativt nemt at identificere og fjerne fysiske barrierer i kulturtilbud, så det er særligt de mere usynlige psykiske forhindringer, vi vil sætte fokus på med LIVLIG”, forklarer Sara Utvaag.
LIVLIG-netværket løber i perioden 2025-2027 og er støttet af Region Midtjyllands kulturpulje med 468.750 kroner.
Kommentarer