Kvorning

Nyt liv til ’Gadsø’ i Kvorning

Se billedserie Gadsø i Kvorning under gravearbejdet i december. Se alle billederne fra arbejdet med restaureringen i galleriet. Fremsendte fotos

De sidste måneder i 2017 var der livlig aktivitet omkring branddammen i Kvorning, som har undergået en større ‘ansigtsløftning’ med støtte fra Viborg Kommune.

Branddammen i Kvorning ser ikke ud af noget særligt fra hovedvejen, men kommer man bag om stålhegnet, træder man ind i et hyggeligt og nærmest parklignende, grønt område med masser af vegetation og dyreliv.

Branddammen, som lokalt går under navnet ‘Gadsø’, har for mange år siden nedlagt sit oprindelige hverv som vandforsyning i tilfælde af af ildebrand, og med årene er det blevet et rekreativt område for borgerne i byen

– Det er et skønt område; her lever blishøns, rørhøner, ænder, guldsmede, og i vandet lever fisk. Her græsser får, og nogle gange kommer fiskehejren på besøg, fortæller Susanne Kraft malende.

Artiklen fortsætter under billedet…

Den gamle branddam i Kvorning har med tiden udviklet sig til et lille naturreservat med et væld af fugle og insekter. Fremsendt foto

Hun er kasserer i borgerforeningen, og hun var primus motor, da foreningen sidste år i august fik nys om, at der kunne søges tilskud til netop restaurering af vandhuller og branddamme i Viborg Kommune.

– Vi bruger vores gadekær rigtigt meget. Om sommeren kan børnene fiske og gå på opdagelse ved vandkanten, hvor der er blomster, insekter, fisk og ællinger. Og om vinteren, hvis der er frostvejr, kan byens legebørn i alle aldre skøjte rundt om den lille ø i midten, siger hun.

Så da man fandt ud af, at der kunne søges om forskønnelse til gadekær og vandhuller, var begejstringen stor.

– Vores branddam trængte i den grad til at blive renset op. Planterne har vokset sig mere og mere ind mod midten, og de efterhånden alt for høje træer slugte alt gadekærets vand, fortæller Susanne Kraft.

Der blev indkaldt til et lokalt møde ved branddammen, hvor borgere kunne komme med forslag til, hvad der skulle gøres.

Artiklen fortsætter under billedet…

Området omkring branddammen i Kvorning har et nærmest parklignende præg. Med den nylige restaurering bliver området endnu mere brugbart for byens borgere. Fremsendt foto

Ikke uden bespænd

Borgerforeningen søgte de kommunale midler til at få vandhullet restaureret, men det var ikke så enkelt endda, viste det sig.

Tilbage i 1992 blev alle vandhuller, inklusive de der var frembragt ved menneskehånd, lagt ind under paragraf 3 i Naturbeskyttelsesloven, hvilket betyder, at man som udgangspunkt ikke må lave nogle ændringer af naturtilstanden.

– Loven beskytter al natur, uanset om det er konstrueret eller kommet naturligt. Naturen er jo ligeglad – med tiden indvandrer dyr- og planteliv, og i det øjeblik det naturlige dyre- og planteliv er der, så er det omfattet af naturbeskyttelseslovens paragraf 3, forklarer biolog ved Viborg Kommune, Dagmar Hald Buksti.

Hun har været inde over sagen og rådgivet omkring hvad, der kunne lade sig gøre i forhold til borgernes ønsker med ‘Gadsø’.

– Jeg var ude at kigge på forholdene i Kvorning og vurderede, at det, man gerne ville lave ved branddammen, faktisk forbedrer naturforholdene, og derfor har vi dispenseret, oplyser hun.

En anden af udfordringerne var at finde ud af, om det slam, man i givet fald skulle grave op, ville være forurenet eller ligefrem giftigt på grund af vandhullets beliggenhed tæt på bebyggelse.

Her fik borgerforeningen god hjælp af den lokale entreprenør, som havde masser erfaring med lignende projekter.

Fisk og muslinger

I starten af november var alle tilladelser på plads, og arbejdet kunne påbegyndes. En del foregik ved frivillig kraft, inden entreprenøren, Hammershøj Maskinstation, kunne komme til med gravemaskinen.

Løsningen med det opgravede slam blev, at fordi det kunne placeres på et relativt tørt sted på matriklen og mindst to meter fra det fredede område af dammen, så fik det lov til at blive liggende og skulle ikke undersøges yderligere.

Artiklen fortsætter under billedet…

I slammet fra oprensningen af branddammen i Kvorning fandt man kæmpestore dammuslinger, der tilsyneladende har levet et roligt liv i bunden af det gamle vandhul. De overlevede muslinger blev efterfølgende kastet tilbage til et langt og lykkeligt liv i den oprensede branddam. Fremsendt foto

Slammet afslørede til gengæld overraskende liv – kæmpestore muslinger dukkede op af dyndet fra det gamle vandhul.

– Jeg troede ikke mine egne øjne. Der var muslinger på op til 14 centimeter, det var helt vildt, og jeg fatter ikke, hvordan de er havnet der, fortæller Susanne Kraft, som heller ikke har en forklaring på, hvor fiskene egenlig kommer fra.

Det har biologen imidlertid et bud på.

– Ja, det kan undre, at der er fisk og muslinger i et relativt lukket kredsløb, og der er er to muligheder: Enten er det fisk, der er sat ud, eller også kan det være tilflyvende fugle, som medbringer fiskeæg, der klæber til fødder eller næb, fra andre søer eller vandløb; det samme gælder for muslingerne, som også formeres ved æg, lyder forklaringen.

Dagmar Hald Buksti oplyser desuden, at der er tale om såkaldte dammuslinger, som er almindeligt kendte, og de bliver typisk meget gamle, fordi de lever uforstyrret i bunden af vandhuller som det i Kvorning.

Den ilt, der skal til for at både fisk og muslinger kan leve, tilføres angiveligt via tilløb fra dræn fra marker i nærheden plus overfladisk afstrømning fra vejen – men muligvis også tilstrømning fra for eksempel kloaker.

Indvielse til foråret

Tilbage af projektet er, at kommunen syner og godkender projektet, men det er ifølge projektleder ved Viborg Kommune, Jette K. Lundkvist, en formssag.

Tilskuddet falder imidlertid først, når der foreligger en kvittering på betaling af de 75.000 kroner, projektet har kostet, og det kom som en overraskelse for kassereren i Kvorning, der ikke havde regnet med, at den lille forening skulle lægge den slags penge ud.

– Men det må vi jo finde en løsning på, siger Susanne Kraft.

Hun er glad for, at alting trods udfordringer lykkedes til sidst.

Tilbage mangler nu, at der skal sættes nogle bordbænkesæt op, og det drænede slam skal rives og fordeles, så det kan vokse til igen.

Men det kommer altsammen først til at ske til foråret, hvor man også regner med at fejre den nyrestaurerede ’Gadsø’.

Kommentarer