Nyt 12-etagers hotel kan ændre Viborgs skyline
Et nyt hotel på 12 etager og 41 meter kan helt ændre Viborgs skyline. Vær med til at diskutere udformningen af det nye centerområde ved Tingvej på et planlægningsmøde torsdag den 9. marts.
Formålet med den nye lokalplan for Tingvej er at give mulighed for at realisere et projekt for Viborg Sport & Event. Projektet består af en ny fælles foyer, ombygning af Tinghallen, ny bygning til Paletten, omlægning af Tingvej og en gangbro med forbindelse til Stadionkomplekset. Derudover ønskes der mulighed for at opføre et hotel i op til 12 etager.
Ifølge Viborg Stifts Folkeblad svarer de 12 etager til en højde på 41 meter – og det vel at mærke på Viborg bys højeste sted. Til sammenligning er Viborg Domkirke 42 meter og Regionshospitalet Viborgs sengebygning 53 meter. Det nyt hotel kommer altså til helt at ændre Viborgs kendte skyline .
Forslaget til den nye lokalplan er i høring frem til søndag 19. marts. Den 9. marts er der mulighed for at sætte sig mere ind i tingene, når der afholdes borgermøde i Salen på borgerhuset Stationen, LI. Sankt Hans Gade. På mødet bliver de forskellige aspekter omkring det nye område taget op:
- Er der særlige forhold i området, som kommunen skal tage højde for i sin planlægning?
- Hvordan kan et højhus med op til 12 etager indpasses i omgivelserne?
- Hvordan skal de nye udearealer ved Tingvej indrettes?
Kommentarer