Nye skilteregler på vej
Debatindlæg af Kristian Pihl Lorentzen, MF og transportordfører for Venstre.
I forbindelse med den seneste folketingsvalgkamp i 2015 blev jeg for alvor opmærksom på behovet for modernisering og lempelse af de hidtidige rigide regler for skiltning langs vejnettet. Helt konkret havde foreningslivet i Karup fået uforståeligt nej fra myndigheder til opstilling af lejlighedsbannere med reklame for egnens store begivenhed, Å-markedet.
Tilsvarende triste eksempler strømmede ind fra andre steder, herunder Spjald i Vestjylland. Desuden har mange handlende og attraktioner landet over, oplevet restriktive regler for opsætning af fornuftig skiltning ved omfartsveje m.v., eksempelvis ved landsbyerne Harre i Salling og Løgstrup vest for Viborg.
Derfor gik jeg efter valget – i tæt samarbejde med transportministeren – i gang med det lange seje træk med at få lavet en ny bekendtgørelse for skiltning efter et grundigt serviceeftersyn af regelsættet. Nu kan jeg med glæde meddele, at anstrengelserne bærer frugt. Nye regler træder i kraft med virkning fra den 1. januar 2018.
Vi går ikke i den anden grøft, så det ganske land plastres til med grimme skilte. Fri os for det. Derimod kommer der en række fornuftige lempelser og forbedringer, der vil gavne ikke mindst landdistrikterne, der får langt bedre mulighed for dels bannerreklamer m.v. for lokale aktiviteter, dels fornuftig og pæn skiltning til lokale butikker og attraktioner.
Tak til de mange, der har givet mig konstruktive indspark til denne vigtige sag. De nye regler vil blive endnu et bidrag til at nå målet om et sammenhængende Danmark i bedre balance.
Kommentarer