Nye antibiotika-frie svin på disken i Onsild
Den nye gris på slagterdisken i Onsild har aldrig været i nærheden af antibiotika. Dermed skiller den sig ud fra selv økologiske svin.
Der tales næsten dagligt om danske svineavleres brug af antibiotika og de deraf følgende antibiotikaresistente bakterier som for eksempel MRSA. For Bitten Nyrup Hansen, bedre kendt som Bitten Slagter, med forretning i Onsild Stationsby, var det derfor en kærkommen lejlighed til at skille sig ud, da danske slagtere for et par måneder siden fik muligheden for at sælge kød fra svin, der aldrig har været i nærheden af antibiotika.
– Saga Grisen har aldrig været så syg, at det har været nødvendigt at give den antibiotika. Bliver en gris syg, udgår den af konceptet og overgår til konventionel opdræt, fortæller Bitten Slagter.
Med det komplette fravær af antibiotika skiller kødet fra Saga grisen sig ud fra selv økologisk svinekød. Økologiske svin må nemlig godt få antibiotika.
Snak over disken
Hun har oplevet stor interesse for det nye sygdoms- og antibiotikafrie svinekød.
– Vi har kunnet tilbyde kødet i lidt over en måned og det har fået en virkelig god modtagelse. Det fører også til en masse snak over disken, og det elsker vi jo også, smiler den lokale slagter.
Udover at den ikke behandles med antibiotika, gøres der også på andre måder lidt ekstra ud af det nye svinekød, som Bitten Slagter og mange hendes slagterkolleger rundt om i landet nu forhandler.
– Grisen tørslagtes – det vil sige, at den ikke fryses ned umiddelbart efter slagtning og at kødet derfor ikke svinder ved stegning. Derudover fodres grisene med fermenteret foder, der giver en sund tarmflora. Der er store kødfulde grise på cirka 90 kilo,opdrættet af jyske landmænd, fortæller Bitten Slagter.
Kommentarer