Viborg By

Ny udstilling på Viborg Rådhus skal skabe dialog i en krigstid

Sergei Sviatchenko. Pressefoto.

Fra lørdag 8. oktober får gæster, der besøger rådhuset, mulighed for at opleve udstillingen “Alt dette i en by” med værker af Sergei Sviatchenko.  

Ny udstilling, som består af 24 værker, viser både nye og kendte sider af Viborgs arkitektur, og skal være med til at åbne for samtalen om at være borger i Viborg Kommune på tværs af nationalitet, baggrund og historie.

– Anledningen til udstillingen er krigen i mit fødeland, Ukraine. Jeg har altid betragtet mig selv som en “kulturel diplomat”, og i den henseende skal udstillingen være med til at skabe dialog mellem Viborgs indbyggere og de nyankomne ukrainske tilflyttere, fortæller Sergei Sviatchenko.

Han er oprindelig uddannet i kunst og arkitektur ved Kharkov National University of Construction and Architecture i Ukraine og har en Ph.d. fra arkitektskolen i Kiev, Ukraine. Udstillingen skal ses som en hyldest til Viborg fra kunstneren, der har boet i byen med sin familie siden 1990.

Derudover markerer udstillingen overrækkelsen af en stor kunstgave, som Sergei Sviatchenko har skænket til Viborg Kommune. Det drejer sig om Sviatchenkos samling af egne og andres kunstværker.

– Det er en enestående samling, Sergei Sviatchenko har valgt at donere til kommunen og kommunens borgere. Det er med stor glæde, at vi tager imod den, men det forpligter os også endnu mere til fortsat at forholde os til situationen i Ukraine, siger borgmester Ulrik Wilbek.

Åben for alle

Det er Viborg Rådhus, der danner ramme om udstillingen, hvor formålet er at nå ud til et bredt publikum. Derfor er alle velkomne til åbningen af udstillingen lørdag 8. oktober kl. 15.00, hvor der vil være både taler, musik og indsamling.

Borgmester Ulrik Wilbek åbner udstillingen, og der vil også være taler ved blandt andre Sergei Sviatchenko, Phillip Sviatchenko (søn af Sergei), museumsleder for Skovgaard Museet Christian Kortegaard Madsen, Oleg Sleptsov, præsident for det Ukrainske Akademi for Arkitektur, Diego Mellado fra European External Action Service – EEAS og Villy Petersen, tidligere adm. direktør ved Odense Kommune.

Herefter er der musikalsk underholdning i form af det aarhusianske band Astronaut.

I forbindelse med udstillingen arrangeres desuden en indsamling, hvor midlerne går til Røde Kors’ arbejde i Ukraine.

Udstillingen kan opleves på Viborg Rådhus, Prinsen Allé 5 i Viborg frem til 8. december i rådhusets normale åbningstid. Herefter deponeres værkerne hos Skovgaard Museet.

Kommentarer