Viborg By

Ny sponsoraftale skal få motorsporten til at accelerere

Udover Viborg Motor Klub støtter energiselskabet OK omkring 2.400 klubber og foreninger i hele landet. Foto: OK

En ny sponsoraftale med energiselskabet OK gør det muligt at støtte Viborg Motor Klub hver gang bilen tankes – helt uden at det koster ekstra.

Hos Viborg Motor Klub kan man se frem til, at klubkassen kan få hjælp af bilister, som via sponsoraftalen kan støtte klubben, når de tanker hos OK. Det er en sponsoraftale, som formand, Kim Pedersen, er glad for, da den skal bidrage til at forbedre klubbens træninger, afholde arrangementer og sende medlemmerne afsted på udflugter.

”Vi tænker, at sponsorkronerne blandt andet skal gå til vores træning og dermed sagt til træningsrekvisitter og specielt tilrettelagt undervisning. Alt afhængigt af hvor mange penge, vi kan hive hjem, så kan de også gå til udflugter og arrangementer for vores medlemmer”, siger Kim.

Ifølge Kim er Viborg Motor Klub i høj grad en klub med et godt sammenhold. Han fremhæver, at medlemmerne i klubben er rigtig gode til at hjælpe hinanden, og at man virkelig kan mærke fællesskabsfølelsen.

”I vores klub er sammenholdet i centrum, og det gælder både blandt børnene og de voksne. Det har måske noget at gøre med, at vi både omfavner eliten og medlemmer, som bare gerne vil komme og køre engang i mellem og hygge sig”, fortæller Kim.

OK (og Brugsen) udbetaler pengene

Det er OK’s kunder, der har sparet pengene op til foreningerne ved at tanke på deres OK-kort eller via OK’s app. Vælger kunderne at knytte OK-kortet til sponsoraftalen, støtter de nemlig kvit og frit for hver liter brændstof, der tankes på kortet. 

Sponsoraftalen betyder, at klubber og foreninger kan få fem øre for hver liter, der tankes hos OK. Derudover kan foreningerne få fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK og yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. I alt 15 øre kan altså gå foreningernes vej, hver gang der bliver tanket en enkelt liter.

Flere end 2400 små og store klubber og foreninger over hele landet har en sponsoraftale med OK.

Kommentarer