Erhverv

Ny partner hos Nybolig Bjerringbro og Nybolig Kronjylland

Thomas Vandfoss, til venstre i billedet, byder Victor Duval Rose velkommen som ny medindehaver i Nybolig Kronjylland og Nybolig Bjerringbro. Foto: Jan Hagsholm.

Det, der skulle have været en indledende jobsamtale – en fredag sidst på dagen i 2021 – udviklede sig dengang til en tre timers lang snak om strategi, udvikling, visioner og muligheder i et tættere samarbejde og eventuelt partnerskab.

Sådan beskriver Thomas Vandfoss, indehaver af Nybolig Kronjylland og Nybolig Bjerringbro, det første møde med Victor Duval Rose, hvor denne nu tre år senere, er indtrådt som medejer af begge butikker.

– Jeg husker, at Victor og jeg hurtigt faldt i en god snak, og at der umiddelbart var god kemi mellem os. Det førte os vidt omkring og til meget mere end blot en snak om ansættelse. Vi var hurtigt enige om, at vi skulle videre sammen, fortæller Thomas Vandfoss.

Og samtalen – den fredag sidst på dagen – førte til, at Victor havde første arbejdsdag hos Nybolig Kronjylland i april 2021 efter tre års ansættelse hos en anden ejendomsmægler i Bjerringbro, heraf to år som afdelingsleder.

– Timingen var perfekt for mig, forklarer Victor Duval Rose.

– Jeg har altid været nysgerrig efter lederskab og selvstændighed. Det fik jeg øjnene op for, da jeg gik på handelsskolen på Tradium og senere for alvor, da jeg tog en uddannelse som konstabel ved Skive Ingeniør Regiment. Jeg ville dog gerne have en civil karriere og læste til finansøkonom i Hobro, som var det, der banede vej til en stilling i mæglerfaget. Det har jeg ikke fortrudt, smiler han.

Det er da også den nye kompagnons tilgang til uddannelse, arbejde og livsindstilling generelt, der har medvirket til, at Thomas Vandfoss så en mulighed i et formaliseret partnerskab med det nye skud på stammen.

– Siden Victor startede, er han blevet betroet flere og flere opgaver også på det ledelsesmæssige plan. Derfor har det været et helt naturligt valg at invitere ham ind i ejerkredsen. Victor er en ung mand på 28 år med ild i øjnene, som brænder for faget og for hjælpe kunderne bedst muligt gennem køb og salg. Og så trives han med de udfordringer, der også ligger bag at drive en moderne mæglerforretning, siger Thomas Vandfoss.

Firmaet er oprindeligt grundlagt i 1975 af Viggo Pedersen, som er far til Thomas Vandfoss, der startede i 1995. Thomas har siden overtaget virksomheden, og rollefordelingen mellem dem er byttet om, med Viggo “still going strong” som ejendomsmægler i afdelingen i Bjerringbro. Det er derfor en virksomhed med mange års erfaring, som Victor Duval Rose nu er medejer af. Der er i alt 10 dedikerede medarbejdere på tværs af de to afdelinger.

Begge Nybolig-butikker i henholdsvis Randers og Bjerringbro er de sidste to år blevet kåret som elitebutikker i kæden og har årligt gennemført over 220 handler tilsammen. Nybolig Kronjylland er suveræn markedsleder i postnummeret 8930, hvor butikken har til huse på Udbyhøjvej i Randers, mens Nybolig Bjerringbro også er suveræn markedsleder med flest antal salg af de ejendomsmæglere der har adresse i Bjerringbro.

Resultaterne kommer ikke af sig selv, og både Thomas Vandfoss og Victor Duval er enige om, at det er det lange seje træk med lange dage og mange arbejdstimer, der skaber resultaterne i en veldrevet ejendomsmæglerforretning.

Victor Duval Rose er født og opvokset i Randers og bor i dag i Romalt med sin kæreste.

Kommentarer