Erhverv

Ny mand i bestyrelsen i Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland

Knud Erik Stengaard fra Salling er ny mand i bestyrelsen for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland. Fremsendt foto

Knud Erik Stengaard fra murerfirmaet Knud Erik Stengaard ApS fra Salling skal fremover være med til at repræsentere de lokale håndværksvirksomheder i Midt- og Vestjylland. En af de store opgaver er at få flere unge til at tage en håndværkeruddannelse.

Efter flere år med tynde ordrebøger er det nu begyndt at gå den anden vej i bygge- og anlægsvirksomhederne i Midt- og Vestjylland, og der er nu udsigt til, at der bliver mangel på unge driftige mennesker, der gerne vil gøre karriere i byggebranchen. Netop det vil nyt bestyrelsesmedlem i Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Knud Erik Stengaard fra murerfirmaet Knud Erik Stengaard ApS arbejde for.

– Der bliver brug for både arbejdskraft, men også unge driftige mennesker, som kan og har lyst til at drive vores lokale virksomheder videre. Derfor ser jeg netop udfordringen med at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse som en af de store opgaver, som Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland allerede arbejder med, og som jeg håber, jeg kan bidrage til, siger Knud Erik Stengaard og tilføjer:

– Nu er der jo DM i Skills i Aalborg i slutningen af januar, og jeg håber, at rigtig mange af vores lokale folkeskoler allerede nu er i gang med at planlægge en tur forbi Gigantium, så eleverne kan få indblik i, hvad en erhvervsuddannelse er. Og så har vi fornøjelsen af DM i Skills i Herning i 2018. Det kommer vi også til at arbejde med til næste år.

Kommentarer