Rødding

Ny dagligvarebutik inden for rækkevidde i Rødding

Der er en smuk udsigt over Rødding fra bakketoppen nordvest for landsbyen, som nu også har udsigt til at få en dagligvarebutik tilbage til byen. Arkivfoto

Røddingborgene kan godt begynde at glæde sig til at få en dagligvarebutik i byen igen. Det stod klart ved borgermødet torsdag i sidste uge, hvor Lokalrådet sammen med to arbejdsgrupper fremlagde resultatet af flere måneders intens arbejde for sagen.

De sidste 30 stole måtte hentes op af kælderen og dørene åbnes til borgerstuen for at få plads til de omkring 170 røddingborgere, der torsdag aften i sidste uge troppede op i forsamlingshuset. Her var de kaldt til møde for at høre sidste nyt om arbejdet med at skaffe en dagligvarebutik til byen efter Lokalbrugsen lukkede.

To arbejdsgrupper har nogle uger arbejdet målrettet med henholdsvis at finde en løsning på at erhverve brugsbygningen henholdsvis at finde ud af, hvilket koncept der i givet fald skal puttes ind i butikken.

Ejendomsgruppen er nu så langt i forhandlingerne med Coop, at man torsdag turde præsentere planerne for en ny butik, som efter planerne skal finansieres af borger-anparter.

Den anden gruppe, Butiksgruppen, har haft Dagrofa ude for at vurdere, det inventar, der er tilbage i butikken, og rådgive om en ny indretning og forretningskoncept. Gruppen har også indhentet tilbud fra leverandører, og torsdag kunne man derfor skitsere de overordnede planer for en ny butik.

Bygning i god form

Grupperne kunne også mane rygter om, at brugsbygningen er “gammel og rådden”, til jorden. Man har været hele bygningen minutiøst igennem, og den er i god stand, lød meldingen til mødet.

– Bygningen er lidt nedslidt, men den har en fin tagkonstruktion og er ifølge energirapporten  gennemisoleret, fortalte Henning Vester fra Ejendomsgruppen og tilføjede, at det dog er påkrævet med et nyt gulv.

Der var mange spørgsmål fra de fremmødte til både indretning, drift, varenumre, åbningstider med mere, men overordnet var der stor opbakning til projektet, og flere gange blev indlægsholderne mødt med store klapsalver fra salen.

Min Købmand

En repræsentant fra Dagrofa var til stede for at fortælle om Min Købmand-konceptet, som man forventer, butikken skal køre under.

Konceptet giver stor frihed til selv at vælge hvilke og hvor mange varer, der skal være skal være på hylderne, ligesom man kan sælge lokale varer i butikken.

Arbejdsgrupperne har i processen ladet sig inspirere af en butik i landsbyen Kragelund tæt på Silkeborg; her mistede man også sin lokale brugsforretning.

Byen har omtrent samme indbyggertal som Rødding, ligger som Rødding tæt på en stor by med mange indkøbsmuligheder og har andre mindre nabobyer, der har deres egen lille købmand eller brugs, alligevel har byen haft stor succes med etableringen af en Min Købmand-butik, og det tror Lokalrådet og arbejdsgrupperne på, at man også kan få i Rødding.

Efter stemningen i forsamlingshuset torsdag aften at dømme, så deler i hvert fald 20 procent af Røddingborgerne den optimisme.

Kick-off til april

Etableringen af en ny butik i Rødding kræver en investering, der som nævnt skal ske gennem borger-anparter.

Derfor inviteres røddingborgerne og andre interesserede til et ‘sæt-igang-arrangement’ – et kick off i brugsbygningen – hvor man kan tegne anparter og høre mere om planerne og visionerne for en ny købmandsbutik i Rødding.

Kommentarer