Ny ældrelov: Viborg praktiserer allerede mange af initiativerne
Viborg Kommune har allerede praktisk erfaring med en række af de forslag, som regeringen lægger op til at indføre på ældreområdet.
Fokus på den enkelte borgers behov gennem helhedspleje og selvbestemmelse, langt mindre visitation, lettere adgang til hjælpemidler, mere fleksibel arbejdstid og vagtplanlægning og flere på fuldtid.
Det er bare nogle få af de initiativer i regeringens ældreudspil, som Viborg Kommune allerede har arbejdet med igennem de seneste år, og særligt de sidste 2,5 år, i forbindelse med at kommunen har været frisat på ældreområdet.
Det har været en stor succes, og derfor glæder formand for Ældre- og Aktivitetsudvalget i Viborg Kommune, Johannes Vesterby (V), sig over, at en del af initiativerne nu ser ud til at blive indført i hele landet. Det skriver Viborg Kommune i en pressemeddelelse mandag.
Mere indflydelse til de ældre
– forbindelse med Viborg Kommunes frisættelse har vi gennemført 39 prøvehandlinger, som også tæller en række af de forslag, som regeringen nu spiller ud med. Eksempelvis har vi gennem en årrække i praksis gennemført regeringens idé om helhedspleje ved at visitere ydelser i pakker, fortæller Johannes Vesterby.
– Det er nu, efter en vellykket prøvehandling suppleret med, at vi systematisk taler med borgerne om, hvad de har brug for gennem såkaldte velfærdssamtaler, og hvor vores medarbejdere spørger den ældre, “hvad kan jeg gøre for dig i dag”. Overordnet har prøvehandlingerne været en stor succes, og jeg håber da også, at regeringen har taget vores erfaringer med i forbindelse med udspillet, lyder det fra formanden.
Bestiller selv
Også når det gælder hjælpemidler, er det blevet nemmere for de ældre at bestemme selv.
Noget af det, som også er blevet afprøvet i Viborg, er at gøre det muligt selv at bestille visse hjælpemidler såsom rollatorer, badebænke og gribetænger direkte gennem hjemmeplejen uden, at ønsket skal igennem en kommunal visitation.
– Det er gået rigtig godt. Vi har tillid til, at vores borgere har brug for det hjælpemiddel, de efterspørger. Vi har fået fjernet noget bureaukrati, og de ældre kan hurtigere få de hjælpemidler, de har behov for, uden at det har resulteret i misbrug eller øgede omkostninger for kommunen. Samtidig med, at vi giver de ældre langt mere selvbestemmelse, gør det en positiv forskel for mange, siger Johannes Vesterby.
Det muliggøres blandt andet af mere fleksibel arbejdstid, hvor medarbejderne har fået meget stor indflydelse på, hvornår og hvor meget, de ønsker at arbejde.
Flere på fuldtid
Det har blandt andet betydet, at 100 medarbejdere er gået fra deltid til fuld tid.
– Vi har givet alle medarbejdere, der ønskede fuld tid, mulighed for det. Det tager medarbejderne i højere grad til sig, når de selv kan præge arbejdstiderne. Det betyder, at der er nogle opgaver, der skal løses på andre tidspunkter, end medarbejderne og de ældre har været vant til. Men om de ældre eksempelvis får vasket tøj klokken 9 eller klokken 14 er jo lige meget. Så længe tøjet bliver vasket, siger direktør for Social, Sundhed og Omsorg, Mette Andreassen.
– Derudover betyder det, at flere medarbejdere er på fuld tid, også, at vi får bedre mulighed for at sikre sammenhæng i de ældres hverdag, så det i højere grad er de samme medarbejdere, de møder i løbet af en dag. Blandt andet grundet vores forsøg med små borgernære teams, tilføjer hun.
Formand for Ældre- og Aktivitetsudvalget, Johannes Vesterby, og direktør, Mette Andreassen, er sammen med kolleger fra Viborg Kommune til stede, når der i morgen tirsdag den 30. januar er inviteret til ældretopmøde i Fredericia. Og de glæder sig til at dele de praktiske erfaringer fra Viborg i forhold til mange af de forslag, som regeringen lægger op til, lyder det.
Oversigt over prøvehandlinger – Viborg Kommune
Kommentarer