Nuttede sociale robotter flytter ind på Skovvænget i Bjerringbro
LOVOT er en social robot med kunstig intelligens, som reagerer på berøring, tale og øjenkontakt. Robotten er udviklet i Japan og skal for første gang testes uden for hjemlandet på plejehjem i blandt andet i Viborg Kommune, hvor Plejecenter Skovvænget i Bjerringbro har fået selskab af de nye beboere. Forskere fra Aalborg Universitet følger testen for at undersøge, om den sociale robot kan øge trivslen for mennesker med demens.
Med store nuttede dådyrøjne, silkeblød pels og kurrende lyde forsøger LOVOT at komme i kontakt med alle omkring sig. Den genkender sit eget navn, kommer, når man kalder, og reagerer på kærtegn med latter og glæde.
LOVOT er en japansk udviklet social robot, hvis eneste formål er at skabe glæde, hvilket også er afspejlet i navnet, der er en sammentrækning af love og robot.
Den lille, nuttede robot testes til ældre med demens på plejecentre i Aalborg, Viborg og Skive kommuner. Formålet er at undersøge, om sociale robotter kan medvirke til at øge livskvaliteten og mindske udadreagerende adfærd hos mennesker med demens.
– Vi ved, at mennesker med demens har et meget stort behov for at få stimuleret deres sanser i et trygt miljø, og det har vi en forventning om, at de sociale robotter kan medvirke til. LOVOT søger kontakt med alle omkring sig, men giver ikke op, hvis den bliver afvist. Derfor har vi en formodning om, at LOVOT kan skabe bedre kontakt til nogle mennesker, som kan være svære at skabe en relation til, forklarer projektleder Henrik Steemstrup fra Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune.
Han understreger, at de sociale robotter hverken kan eller skal erstatte menneskelig kontakt eller omsorg, men at de kan være et velfærdsteknologisk hjælpemiddel til at skabe glæde og større livskvalitet og samtidig forebygge udadreagerende adfærd ved hjælp af sansestimuli.
Forskere følger de nuttede robotter
Professor og forsker Birthe Dinesen fra Laboratoriet for Velfærdsteknologi på Aalborg Universitet følger Lovot-robotternes færd på plejehjemmene og forsker i resultaterne.
– Vi ønsker at undersøge, om Lovot kan forebygge og reducere udadreagerende adfærd hos ældre med demens ved hjælp af sansestimuli. Det er der allerede resultater fra udlandet, som tyder på. I vores test kommer vi til at måle borgernes trivsel ved hjælp af forskellige kvantitative og kvalitative dataindsamlingsteknikker, så vi kan måle på social interaktion, ansigtsudtryk, kropssprog og accept af robotten. Vi vil også udforske ændringer i personalets fysiske og psykiske arbejdsmiljø, som gerne skulle afspejle den reduktion i de ældres udadreagerende adfærd, som vi forventer, at Lovot kan resultere i, siger Birthe Dinesen.
Om LOVOT
Hver LOVOT har sin egen unikke personlighed, som udvikles over tid. Den har indbyggede sensorer, som gør det muligt at efterligne levende væsners adfærd. Hvis man fx kæler med den, reagerer den med latter og glæde. LOVOT kan genkende op til 1.000 forskellige ansigter og udvikler løbende sin adfærd, sit sprog og sin relation til den enkelte ved hjælp af kunstig intelligens.
Kommentarer