Nu skal hele Viborg Kommune være Grønne Sammen
Først var det børn og unge, der var Grønne Sammen i dagtilbud og skoler. Nu får alle muligheden for at være med, når hele Viborg Kommune emmer af grønne aktiviteter. Det er ambitionen, at det alt sammen kulminerer i en festival med debatter, musik og stande på Nytorv i Viborg.
Da Grønne Sammen så dagens lys i 2020, var det en emneuge på seks skoler og dagtilbud. Allerede året efter blev emneugen bredt ud til alle skoler, børnehuse og dagplejere i Viborg Kommune. Denne succes gentager vi uge 36 og 37. I år er det også ambitionen, at hele skal Viborg Kommune være Grønne Sammen.
Alle borgere kan se frem til en festivaluge fra mandag den 12. september til søndag den 18. september 2022 fyldt med grønne arrangementer rundt omkring i hele kommunen. Det kan f.eks. være åbent hus-arrangementer hos virksomheder eller en udstilling hos en kulturinstitution.
Som afslutning på Grønne Sammen bliver Nytorv i Viborg den 16. – 17. september omdannet til en grøn festivalplads med stande, hvor festivalgæsterne kan se og høre, hvordan virksomheder, foreninger og kulturinstitutioner arbejder med bæredygtighed og grøn omstilling. Der vil også være en Grøn Scene med debatter, talks og quizzer.
– Vi har ambitioner om en grønnere og mere bæredygtig kommune. Med Grønne Sammen giver vi børn og unge viden til at træffe bæredygtige valg. Men de kan ikke drive forandringen selv. Det skal vi gøre på tværs af generationer, og derfor inviterer vi alle borgere til at blive en del af Grønne Sammen, siger Ulrik Wilbek, borgmester i Viborg Kommune.
Du kan også være med
Viborg Kommune står for planlægningen af nogle arrangementer og stiller samtidig scene og stande til rådighed, som alle kan byde ind på. Alle kan derfor være med til at skabe indholdet i festivalugen i uge 37. Det eneste krav er, at indholdet har fokus på bæredygtighed og grøn omstilling.
– 30. maj 2022 åbner vi for tilmeldingerne for dem, der vil lave et indslag på Grøn Scene, have en Grøn Stand eller lave et lokalt arrangement i løbet af festivalugen. Grønne Sammen skal være noget, vi gør sammen. Derfor håber jeg, at mange har lyst til at deltage, så vi kan få skabt et godt og varieret indhold, siger Ulrik Wilbek.
Tilmeldingen sker på gronnesammen.viborg.dk, hvor du også kan læse mere om de enkelte arrangementer.
Kommentarer