Nu skal der lægges ny asfalt på Aarhusvej ved Viborg
Fra mandag 27. maj og to uger frem lægger Vejdirektoratet ny asfalt på et fem kilometer langt stykke af Aarhusvej ved Viborg. Sidst i august tages sammen strækning i retning mod Aarhus.
Mange trafikanter bruger hver dag Aarhusvej mellem Viborg og Aarhus, og de mange biler slider ligeså langsomt på asfalten. Derfor er det nu blevet tid til at udskifte belægningen på det fem kilometer lange stykke, der går helt op til Viborg, og hvor vejen er firesporet.
Arbejdet foregår fra mandag 27. maj og to uger frem, og der vil blive arbejdet alle dage – også i weekenden.
I første omgang går arbejdet ud på at udskifte asfalten på de to spor i retning mod Viborg, mens samme strækning i modsatte retning mod Aarhus bliver klaret i slutningen af august.
Sådan foregår arbejdet
Vejdirektoratet starter med at affræse den gamle asfalt for at kunne reparere det underliggende bærelag. Herefter bliver der lagt et nyt lag asfalt, som til sidst får påført nye striber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanterne
Trafikken vil blive ledt ind i ét spor forbi vejarbejdet, og arbejdet er planlagt til at foregå uden for myldretiden. Ramperne ned til Gl. Aarhusvej vil i nogle perioder være spærret, og i den forbindelse vil der blive lavet omkørselsruter.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
Sådan kører du sikkert forbi et vejarbejde
- Koncentrer dig om din kørsel
- Vær opmærksom på ændringer på vejen
- Respekter hastighedsgrænsen
- Hold afstand til forankørende
- Hold din vognbane frem til flettepunktet
- Vær opmærksom på udrykningskøretøjer
Kommentarer