Nu kan unge få gratis hjælp til at håndtere psykiske problemer
Fra tirsdag den 29. januar 2019 åbner Viborg Kommune telefonen for alle unge mellem 15-25 år, der har brug for rådgivning om psykiske problemer.
Alt fra angst, stress, sorg til problemer med appetit, søvn eller social mistrivsel kan være emner, der fylder meget for de unge. Derfor får de nu mulighed for at snakke med en psykolog fra Familiecenter Viborg, som har erfaring med netop unge mennesker og deres udfordringer.
Byrådet i Viborg Kommune vedtog i december måned at etablere et gratis tilbud om psykologhjælp, som nu er klar til at blive skudt i gang. De glæder sig til at følge med i, hvor stor efterspørgslen blandt de unge egentlig er, og opfordrer alle til at sprede det gode budskab.
To gange om ugen kan unge i alderen 15-25 år ringe til en psykolog for at høre nærmere om mulighederne for at få tilbudt samtaler. Hvis opkaldet ikke besvares, kan der indtales en besked på telefonsvareren, hvorefter den unge vil blive kontaktet indenfor fem arbejdsdage.
Tilbuddet retter sig til de unge, der ikke har mulighed for psykologhjælp andre steder og giver mulighed for op til fem samtaler på Familiecenter Viborg. Samtalerne er udelukkende rådgivende og vejledende, og man kan henvende sig direkte til Familiecentret uden henvisning fra en læge.
Fakta om gratis psykologhjælp
- Ring på 87 87 40 20 hver tirsdag og torsdag fra klokken 11-12
- Tilbuddet er bemandet af Familiecenter Viborg på Sct. Laurentii Vej
- Der er mulighed for at være anonym
Baggrund
Tilbud om gratis psykologhjælp i Viborg Kommune udspringer af Byrådets konstitueringsaftale for 2018-2021. Der er afsat 300.000 kroner til tilbuddet årligt fra 2019 og resten af budgetperioden til udgangen af 2021.
Kommentarer