Samfund

Nu kan man igen søge LAG-midler til projekter i landdistrikterne

I forbindelse med Skive-mødet forrige weekend, besøgte minister for landdistrikter, Louise Schack Elholm, Brænderiet Limfjorden i Sundsøre, for at høre om, hvad LAG-midlerne har betydet for destilleriets udviklingsmuligheder. Et spændende besøg, hvor der også blev tid til prøvesmagninger. Fremsendt foto

LAG Skive-Viborg har startet en ny programperiode for år 2023 til 2027, og ansøgningsportalen er nu åben for ansøgninger af LAG midler til projekter i landdistriktsområder uden for Skive, Viborg og Bjerringbro bygrænser. Man har defineret fem fokusområder.

I vinterhalvåret udarbejdede bestyrelsen for LAG (Lokale Aktionsgrupper) en strategi for landdistriktsudvikling i Skive og  Viborg Kommune, og i den forbindelse udvalgte bestyrelsen fem områder, man vil understøtte med midler til projekter. Det skriver formand for LAG Skive-Viborg, Jens Poulsen, i en pressemeddelelse

Erhvervsprojekter

LAG Skive-Viborg vil gerne sætte fokus på lokale arbejdspladser, og giver tilskud til iværksætteri og videreudvikling af erhvervsliv i landdistrikterne

– Vi ønsker at støtte nye og innovative  ideer og tiltag i opstart af nye virksomheder, og eksisterende virksomheder, oplyser Jens Poulsen.

Oplevelsesøkonomi og turisme

Et andet fokusområde er at øge turisme i lokalområdet, herunder gastronomioplevelser i  kombination med natur og kulturoplevelser, etablering, opbygning og udvikling af outdoor koncepter samt overnatningsfaciliteter. Formålet er at øge antal turister der overnatter i området med flere turisme- og oplevelsesaktører. 

Samarbejde og erhvervsfællesskaber

– Vi ønsker også at understøtte samarbejdsprojekter mellem  erhvervsaktører, og anderledes brug af eksisterende bygninger ved at støtte projekter der fremmer  fællesskaber, fortæller Jens Poulsen.

Målet er at tilskynde virksomheder til at danne netværk, fællesskaber og samarbejde, og man vil også kunne søge støtte til oprettelse af kontorfælleskaber, som tiltrækker erhvervsaktive borgere, blandt andet ved at drage nytte af eksisterende bygninger i landdistrikterne. 

Rammevilkårsprojekter

Her er der særligt fokus på projekter, der forbedre tilgængeligheden til naturen, så flere får adgang til naturoplevelser i området. Man vil således støtte projekter, der eksempelvis forbinder stisystemer, giver nye naturoplevelser, mødesteder og motionsmuligheder i naturen.

Udvikling og bosætning

Et andet fokus er at styrke lokalområdernes identitet, udvikling og bosætning.

– Vi ønsker at støtte projekter, der forbedrer og forskønner byrum og bygninger. Det kan være at udvide attraktive og specielle boformer, men også projekter der giver  lokalsamfundet synlighed og selvstændighed og udvikling, for eksempel via markedsføring af byerne, deres aktiviteter og unikke egenskaber, samarbejde og fællesskaber, med det formål at styrke og synliggøre identiteten, lyder forklaringen.

Med de fem støtteområder, ønsker man at fremme nytænkning i projekterne og væk fra typiske renoveringsprojekter, med mindre de fører til udvikling, nyheder eller lignende i projektet. Man kan læse mere om strategien på lagskiveviborg.dk

Ansøgningsfrist

Ansøgningern til LAG støttemidlerne sendes ind senest 1. juni, og når man det ikke i denne omgang, så åbner anden ansøgningsrunde i august med ansøgningsfrist 8 september.

Ansøgningsportalen findes hjemmesiden livogland.dk. Her vil man også kunne finde rette skabeloner til selve ansøgningen, ligesom der er vejledning, hvor man vil kunne finde svar på de fleste spørgsmål omkring krav og  regler.

Fra Skive-mødet. Fremsendt foto

Kommentarer