Viborg By

Nu kan du indstille din lokale kandidat til ny cykelpris

Cyklistforbundet har sammen med Transportministeriet og Dansk Industri indstiftet en ny pris, Årets Cykelinitiativ. Pressefoto

Kender du en person, der har gjort en helt særlig indsats for cyklismen i Danmark? Nu kan du indstille initiativet, ham eller hende til den nye cykelpris ‘Årets Cykelinitiativ’. Prisen er indstiftet af transportminister Benny Engelbrecht, Cyklistforbundet og Dansk Industri.

Med prisen ’Årets Cykelinitiativ 2020′ ønsker transportministeren, Cyklistforbundet og Dansk Industri at sætte fokus på de mange gode initiativer rundt om i landet, som gør en mærkbar og positiv forskel for landets cyklister.

Det kan være initiativer, der har øget cyklismen på en bestemt rute, på en arbejdsplads eller en uddannelsesinstitution. Der kan også være projekter, der har styrket cyklismen blandt udvalgte grupper som for eksempel ældre eller skolebørn.

Det kan også være det gode eksempel som en medarbejdergruppe, der har skabt en stærk cykelkultur på arbejdspladsen, eller virksomhedslederen, der motiverer medarbejderne til at cykle gennem sit eget engagement.

Indstil din kandidat via Transportministeriets hjemmeside

Prisen skal inspirere til nye lignende initiativer, der kan få flere til at stige på cyklen. 

– God cykelinfrastruktur og trafiksikkerhed er vigtig for, at danskerne vælger cyklen som hverdagens transportmiddel. Men vi skal også sørge for at give de mange ildsjæle på skoler, arbejdspladser og i lokalsamfund, der inspirerer andre til at cykle mere, fuld opbakning. De kan gøre en stor forskel for mange. Det bliver meget inspirerende og lærerigt for os alle at se nomineringerne til den nye pris, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

Overrækkes på Den Nationale Cykelkonference

Prisen vil blive overrakt af transportministeren på Den Nationale Cykelkonference arrangeret af Vejdirektoratet og Cyklistforbundet i Skanderborg den 11.-12. maj 2020. Juryen, der skal udvælge vinderen af prisen, består af transportminister Benny Engelbrecht, Michael Svane, branchedirektør i DI Transport, og Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

Transportminister Benny Engelbrecht siger:

– Vi skal gøre det mere attraktivt at vælge cyklen frem for bilen. Det er godt både for folkesundheden og for klimaet. Derfor har vi taget initiativ til den nye pris, da det kræver både gode ideer, fokus og investeringer, hvis vi skal få endnu flere til at vælge cyklen frem for eksempelvis bilen. Derfor er jeg som transportminister utroligt glad for at lancere den nye cykelpris.

Branchedirektør i DI Transport, Michael Svane, siger:

– Virksomhederne har brug for sunde og glade medarbejdere. Vi har også brug for at styrke den samlede mobilitet, herunder ved at flere pendlere vælger at cykle til og fra arbejdet. Det giver bedre plads på vejene til den trafik, som ikke kan komme frem på andre måder. Derfor vil vi gerne sætte fokus på initiativer og investeringer, som kan fremme hverdagscyklismen og samtidig styrke erhvervslivets samlede mobilitet. Det er godt for virksomhederne og det er godt for samfundet. Og så er det sundt!

Kilde: Dansk Cyklistforbund

Kommentarer