Debat og politik

Nok er nok! Grønne projekter i Viborg Kommune har taget overhånd

Velfærdsdemokraterne mener, at kommunens begejstring for den grønne omstilling i Viborg Kommune har taget overhånd og tilsidesætter hensynet til borgerne i de berørte områder. Arkivfoto: Velfærdsdemokraterne

Debatindlæg af Mette Nielsen, Birthe Harritz, Birgith B. Langballe og Marianne Aaris Andersen, Velfærdsdemokraterne, Viborg Byråd.

Velfærdsdemokraterne siger nu klart fra: Nok er nok.

Viborg Kommune, som er kendt for sin størrelse og diversitet, har en særlig forpligtelse til at tage beslutninger, der først og fremmest tilgodeser de mennesker, som bor her. Ligesom man først sørger for sin egen familie, før man hjælper naboen, bør kommunen fokusere på sine egne borgere og deres velbefindende.

I de seneste år har vi set en eksplosiv vækst i grønne projekter som vindmøller, solcelleparker, biogasanlæg og Power2X-anlæg i Viborg Kommune. Disse projekter har medført betydelige gener for beboerne i de berørte områder, som enten føler sig tvunget til at flytte eller må leve med de konsekvenser, anlæggene medfører.

Det er som om, at det anses for acceptabelt, fordi disse projekter ofte placeres “ude på landet,” mens lignende/andre projekter i Viborg Kommunes to større byer møder store protester.

Velfærdsdemokraterne sætter nu foden ned og kræver, at kommunen stopper denne udvikling. De store anlæg skaber ikke blot betydelige gener for mange mennesker, men truer også med at affolke vores landområder.

Værdifuld natur og god landbrugsjord ødelægges, og vi kender ikke de faktiske arbejdsforhold for dem, der producerer delene til de forskellige vedvarende energianlæg. Disse anlæg har desuden en begrænset holdbarhed, og der er ikke fuld genanvendelse af materialerne.

Derudover er der stor usikkerhed om, hvilke konsekvenser det vil få, hvis dem, der etablerer anlæggene, vælger at sælge til udenlandske investorer. Denne praksis skaber yderligere usikkerhed og potentiale for spekulation på bekostning af kommunens borgere.

Velfærdsdemokraterne finder det også problematisk, at investorer kan opkøbe jord og lægge pres på lokalområderne, før politikerne i Viborg Kommune overhovedet er informeret om det. Dette underminerer det demokratiske grundlag, som vores kommune er bygget på.

Vi opfordrer nu alle politikere i Viborg Byråd til at sætte borgerne først og genoverveje den nuværende kurs. Velfærdsdemokraterne vil kæmpe for en fremtid, hvor vi politisk i Viborg Kommune træffer beslutninger, der beskytter både mennesker og natur.

 

Kommentarer