Niels Fuglsang (S): Vores finansminister er populist
Debatindlæg af Niels Fuglsang, Socialdemokratisk Europa-parlamentskandidat.
Socialdemokratiet har nu meldt klart ud, at vi ikke ønsker at sælge Radius, som er en vital del af vores fælles energiinfrastruktur. Elnettet tilhører danskerne, og det skal være forbrugerejet frem for ejet af en udenlandsk kapitalfond. Vi vil selv bestemme over vores energi. Den skal være grøn. Og overskuddet skal ikke placeres i skattely.
Hvis man mener det, så er man åbenbart populist, ifølge vores finansminister Kristian Jensen. Men det er jo Kristian Jensen selv, der er populist. Han følger bevidstløst en strømning i tiden om, at alt offentligt infrastruktur så hurtigt som muligt skal sælges til højestbydende kapitalfond eller multinationalt selskab, fordi markedet nok er bedst til alt, og vores fællesskaber i stat, kommuner eller andelsselskaber nok er ineffektive og dårlige. Han stiller ikke kritiske spørgsmål eller kigger ud af vinduet.
Kig ud af vinduet, Kristian Jensen. Vores grønne energi er ikke skabt af markedet, men af at vi sammen tog beslutninger om at vi ville den vej. DONG-slaget var ikke en god forretning. Skattely er ikke en god ide. Vær dog lidt selvkritisk og lad være med at kalde andre populister, når du selv bevidstløst bare gentager markedspropaganda uden selvrefleksion.
Svend Auken sagde i sin tid, at markedet er en god tjener, men en elendig herre. Det havde han ret i. Vi skal ikke privatisere bare for at privatisere. Hverken i Danmark eller EU generelt. Vi skal bruge markedet klogt, og når det kommer til vores energi, så skal det fortsat være fællesskabet, der sætter retningen. Hverken Goldman Sachs eller diverse udenlandske kapitalfonde skal bestemme over vores grønne omstilling. De er ligeglade med klimaet men tænker primært på profit. Derfor er det særdeles positivt at vi beholder offentlig styring over Radius og vores fælles energi.
Kommentarer