Debatindlæg af Mette Nielsen (S), folketingskandidat og byrådsmedlem i Viborg Byråd.

Man kan ikke blæse og have mel i munden, det er det første jeg kommer til at tænke på, når jeg i nyhedsbilledet ser en overskrift som denne i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Milliarder i skattelettelser har kostet velfærd.

I analysen fra AE er der en lang række fakta, som konsekvens af de skattelettelser, der er blevet gennemført i løbet af de sidste knap 20 år:

• Siden 2001 er skatter og afgifter blevet sænket. Det betyder, at skatteprovenuet – statens indtægt fra skatter, afgifter m.m. – i dag er 45-50 mia. kr. lavere om året, viser analysen.
• Samtidig er der sket et fald i antallet af offentligt ansatte pr. borger.
• I 2001 var der omkring 144 offentligt ansatte pr. 1.000 borgere, mens der i dag er 134 offentligt ansatte pr. 1.000 borgere.
• Det er især efter 2010, at der er kommet færre offentligt ansatte pr. borger, hvilket bl.a. skyldes effektiviseringer og nedskæringer i både stat, regioner og kommuner.

Derudover fremgår det også af analysen, at man for en milliard kroner kan øge den offentlig beskæftigelse og ansætte mellem 1.900 og 2.500 fuldtidsansatte sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, SOSU’er og HK’ere i den offentlige sektor.

Jeg må her bede læseren om – virkelig overveje – hvilket samfund, vi vil have! For man kan altså ikke både blæse og have mel i munden!

Med andre ord: Skattelettelser og mere til den enkelte ”har en pris”! En pris der er høj for vores fælles velfærd, som altså er vores daginstitutioner, skoler, uddannelse til vores ugen, ældrepleje, hospitaler, politiet og ansatte i kommuner, regioner og staten.

Det glæder mig, at S-regeringen har fokus på at rulle Løkkes mest ulighedsskabende skattelettelser tilbage.

Med andre ord: Med den nye S-regering er det er slut med udhulingen af vores fælles velfærd, for de som har mest – skal ikke have endnu mere! Og denne prioritering sker af en eneste grund: Vores ”fælles” forsikring/ vores offentlige velfærd kan simpelthen ikke holde til det. Jo mere vores fælles velfærd presses, des mere vil der vokse private løsninger frem. Vel at mærke: Løsninger som ikke er for de fleste – men for dem som har det meste!