Debat og politik

Når børn ikke trives – lyt og mød dem, hvor de er!

Af Mette Nielsen, Velfærdsdemokraterne

Medlem af byrådet (Spidskandidat KV25), Viborg Kommune | Kandidat RV25 (spidskandidat), Region Midtjylland

Af Mette Nielsen, Gruppeformand i Viborg Byråds for Velfærdsdemokaterne samt spidskandidat til kommunal og regionalvalg 2025.

En personlig erfaring og forskning viser, at børn reagerer, når omgivelserne bliver for svære. Tidlig indsats, forståelse og støtte kan hjælpe børn tilbage til trivsel – både i børnehave og skole.

I Viborg Kommune er der børn, som ikke kommer i skole – det kaldes i daglig tale skoleværing. Når forældre ikke sender deres børn afsted, skal vi ikke møde dem med fejlfinding, men med nysgerrighed og forståelse.

Da jeg var barn, græd jeg hver dag, når jeg skulle afleveres i børnehaven. Jeg kom fra en dagpleje, hvor jeg stortrivedes, men i den nye situation reagerede jeg med ubehag. Min mor tog mig ud efter ni måneder – hun kunne simpelthen ikke blive ved med at sende mig af sted. Det er jeg dybt taknemmelig for. Fra første dag begyndte jeg at trives i et mindre og trygt miljø hos en nabo, som havde en datter, jeg senere startede i børnehaveklasse og skole med.

Postdoc ved Aarhus Universitet, Frederikke Skaaning Knage, har forsket i skoleværing. Hun peger på, at børn, der reagerer, ikke er “forkerte”, men prøver at passe på sig selv. Mange børn er opdraget med empati, respekt og forståelse – de har lært, at der skal være plads til alle følelser, også de svære. Når de møder noget i skolen, de ikke kan være i, reagerer de – og det er netop et signal om, at noget skal tilpasses.

Dette viser, hvor vigtigt det er, at børn mødes præcis, som de er – med alle følelser anerkendt – og ikke presses ind i en kasse, de ikke kan holde til.

Netop derfor har vi i Velfærdsdemokraterne fokus på børns trivsel og tidlig indsats. Skolen og institutionerne skal være til for eleverne – ikke omvendt, ligesom kommunen skal være til for borgerne. Vi skal tage børns ”arbejdsmiljø” lige så alvorligt, som vi tager voksnes arbejdsmiljø, og investere i tidlige indsatser, der kan hjælpe børn tilbage i fællesskabet.

Et barn, der reagerer, har brug for at blive mødt præcis som det er og dér hvor det er. Barnet reagerer på noget i omgivelserne, der opleves ubehageligt eller overvældende – det kan være fællesskabet, dagen, stemningen eller de voksne.

Når vi vil skabe livsduelige børn, er løsningen ikke at presse dem ind i en kasse, de reagerer på. Man går jo heller ikke en lang tur i en sko, der skaver — for så får man vabler og ar. På samme måde risikerer vi at give børn ar på sjælen, hvis vi overser deres signaler og bare forsøger at presse dem igennem noget, de ikke kan holde til.

Tidlig indsats kan også omfatte tabt arbejdsfortjeneste til forældre, så de kan støtte barnet tæt i en periode og hjælpe det tilbage til trivsel. Samfundet er noget andet nu end i 70’erne, hvor en nabo typisk kunne “gå hjemme” og træde til. I dag kan der være situationer, hvor barnet har brug for ro og tryghed – og her kan tabt arbejdsfortjeneste være et vigtigt redskab. Ja, det koster penge her og nu – men det betaler sig mange gange igen for barnet, familien og samfundet.

Lad os møde børn i mistrivsel med forståelse og nysgerrighed – ikke med fejlfinding. For et barn, der reagerer, er ikke et problem. Det er et barn, der har brug for at blive mødt som det er og bakket op i, at alle følelser er ok. Ingen børn og familier skal lades i stikken!

Kommentarer