Kultur

Musicalstjernen Elaine Paige giver koncert i Tinghallen i Viborg

Den engelske stjerne Elaine Paige giver lørdag den 20. maj koncert i Tinghallen i Viborg. Pressefoto

Lørdag den 20. maj kan man i Tinghallen opleve verdensberømte Elaine Paige, der er kendt for sange som ‘Don’t Cry for Me, Argentina’ fra musicalen Evita og ‘Touch me’ fra musicalen Cats.

De fleste kender og elsker sangen ”Don’t Cry for Me, Argentina” fra Andrew Lloyd Webber og  Tim Rice musicalen ”Evita”. Et verdenshit, som den engelske musicalstjerne Elaine Paige udødeliggjorde i slutningen af 80’erne.

Lørdag den 20. giver Elaine Paige koncert i Tinghallen i Viborg, bakket op af et stort band.

Personlige favoritter

Programmet vil især bestå af sange skrevet af nutidige komponister, hun selv sætter højt, blandt andre Lennon & McCartney, Jim Webb, Burt Bacharach, Leonard Cohen, Sting, Elton John, Harris Nilsson og Randy Newman. Men mon ikke, der også bliver plads til ‘Don’t Cry for Me, Argentina’, lyder det i pressemeddelelsen.

Lille dame med stor stemme

Elaine Paige er beskeden af højde – blot 155 centimeter. Til gengæld har hun en stor sangstemme, der ubesværet rammer de fjerneste hjørner af selv de største koncertsale.

Elaine Paige har været nomineret til fem Laurence Olivier Awards, har vundet en rækkke andre hædersbevisninger og er blevet kaldt britisk musikteaters førstedame. Siden 2004 har hun haft sit eget radioprogram på BBC Radio 2, ‘Elaine Paige on Sunday’.

Siden sin debut i ”Hair” i 1968 har hun haft hovedroller i en række andre store musicals såsom Cats , Chess, Jesus Christ-Superstar samt Evita – både på hjemmebanen, Londons Westend, og på Broadway i New York.

Herudover har hun sunget i store koncertsale over hele verden, og på lørdag 20. maj klokken 20.00 er turen kommet til Tinghallen.

Kommentarer