Motorcyklist hårdt kvæstet efter påkørsel af råvildt
En 63-årig motorcyklist blev sent mandag aften indlagt på Viborg sygehus med hårde kvæstelser efter at have påkørt et dyr på Bruunshåbvej ved Viborg.
Sent mandag aften kom en 63-årig mand fra Kjellerup kørende på sin motorcykel ad Bruunshåbvej mod Viborg, da han pludselig kolliderede med råvildt på vejen.
Motorcyklisten var ude af stand til at undvige dyret, der sprang ud på vejen foran ham.
Ulykken blev anmeldt klokken 23.39, og han blev omgående kørt til behandling på Viborg Sygehus.
– Han har fået nogle indre kvæstelser og skal opereres på sygehuset i Viborg. Jeg kan ikke sige, om han er i livsfare. Det ligger der omkring, udtaler Anders Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi til TV MidtVest.
Motorcyklisten blev opereret i løbet af natten, og hans tilstand er ifølge flere kilder kritisk.
Råvildtet blev senere fundet dødt i grøften et stykke fra ulykkesstedet.
Der sker flest påkørsler i morgen og aftentimerne, fordi vildtet er mest aktivt i skumringen.
Det er typisk forår og efterår, der sker flest påkørsler, fordi der i disse perioder af året er sammenfald mellem et højt aktivitetsniveau hos dyrene og trafikanternes aktivitetsperioder, skriver TV MidtVest.
Kommentarer