Viborg By

Mønstre, maling og magi – Klimt, Bonnard og Matisse

cand.phil Inger Houbak

Når cand.phil Inger Houbak den 30. november holder foredrag om “Det dekorative”, tager hun os med gennem oprigtig nydelse. Hun lover, at vi kommer til at vælte os i mønstre, maling og magi og svælge i dekorativt håndværk. 

Mange kunstnere har malet smukke billeder, men kun få har turdet søge det rent dekorative. Dekoration blev nemlig betraget som kunsthåndværk og ikke egentlig kunst. Den opfattelse var der nogle få pionerer, der trodsede, blandt andre Klimt, Bonnard og Matisse.

Gustav Klimt satte en ære i at inddrage dekorative aspekter i sine malerier. 

Gustav Klimt malede smukke, dobbelttydige portrætter, ofte af kvinder, og anvendte mønstre, blomster og andre dekorative elementer i overflod. Pierre Bonnard malede interiørbilleder, hvor der under den næsten uskyldige overflade gemte sig noget sært urovækkende.

Henri Matisse svælgede i kunsthåndværk, som ikke blot var kulisser, men væsentlig aktører i hans opstillinger og interiørbilleder.

Undervejs i foredraget skal vi se på forskelle og ligheder hos de tre kunstnere og finde gemte personlige historier.  Og så skal vi hvile i Matisses berømte lænestol.

Foredraget arrangeres af Viborg Folkeuniversitet den 30. november klokken 13.15-16.00 i Viborg Musiksal. Deltagelse koster 175 kroner. Tilmelding kan ske pr. mail til viborgfolkeuniversitet@gmail.com.

Kommentarer