Mød vinderen fra vildmarken i Rødding
Rødding har haft succes med at trække nogle markante indlægsholdere til foredragsaftener i Røddinghus. Til maj har eventgruppen endnu et kendt navn på programmet.
Lars Nyhuus Henriksen vandt i overbevisende stil DR1 programmet ‘Alene i vildmarken 2018’. Nu kan man ved selvsyn opleve hovedpersonen, som gæster Røddinghus torsdag 3. maj klokken 19-21.
Her vil han fortælle om den vilde overlevelsestur ved Altevatn, hvor deltagerne skulle leve alene og helt primitivt, indtil de på grund af sult, uheld eller savn valgte, at droppe ud af programmet.
Lars klarede på trods af manglende held med fiskeriet og problemer med en lejr, som blæste omkuld, at kæmpe sig igennem som sidste mand – og blev dermed vinder af konkurrencen.
I foredraget vil han også fortælle om de mange andre rejser og ture, han har været på. Blandt andet har han boet med sin familie i den svenske ødemark i et år og fået store oplevelser og fantastiske billeder med hjem .
Lars Nyhuus Henriksen har gennem mange år dyrket friluftslivet, både privat, med familien og professionelt som arrangør af friluftskurser og vildmarksliv.
Det koster 100 kroner at deltage, og billetter kan købes her.
Programmerne kan fortsat ses på DR.dk – se et lille klip fra Lars’ lejr herunder.
Kommentarer