Kultur

Mød børnestjernerne fra Julemandens Datter i Viborg

Julemandens datter, Lucia, og menneskedrengen Albert, alias Ella Testa Kusk og Peter Sejer Winther, fra den nye julefilm kommer til Viborg og går med i juleparaden. Mød dem og få deres autograf. Foto: Flemming Jeppesen

Der bliver ekstra stjernedrys over juleparaden i Viborg i år. Børnestjernerne fra filmen ‘Julemandens Datter’ kommer nemlig til byen for at deltage, når julemåneden skydes i gang i Viborg fredag den 30. november.

Juletiden nærmer sig, og i år bliver den ekstra magisk i Viborg og omegn. Børnestjernerne fra Julemandens Datter, Ella Testa Kusk, som spiller julemandens datter, Lucia, og Peter Sejer Winther, som spiller Albert, kaster nemlig ekstra stjernedrys over julestemningen, når de besøger Viborg den 30. november.

Hils på stjernerne

Fra klokken 15.00 til 15.30 kan man hilse på Ella og Peter på Nyt Viborg Museum i den gamle landsretsbygning i Viborg.

Her er lavet en flot udstilling ‘Julemandens datter – en rejse i filmens verden’, og her i rammerne af filmen, som Ella og Peter har hovedrollerne i, vil de hilse på fans og skrive autografer, og der er også rig mulighed for at gå på opdagelse i de flotte kulisser fra julefilmen.

Udstillingen løber frem til den 28. december, og det er gratis at komme ind.

Gå med i juleparaden

Klokken 16.30 slutter børnestjernerne sig til den store juleparade sammen med blandt andre borgmester, Ulrik Wilbek, og den lokale julemand. Her er alle, store som små, også velkomne til at gå med og være med til at skrue helt op for julestemningen.

Juleparaden starter på Hjultorvet, hvor borgmesteren og julemanden først tænder lysene. Herefter går alle med i paraden, som i år går ad Sct. Mathias Gade, Gravene og Vestergade mod Nytorv.

På Nytorv samles alle på det overdækkede julemarked, hvor borgmesteren byder velkommen og tænder lysene.

Bagefter deler julemanden chokolade ud til alle børnene, og hele arrangementet slutter på festlig vis med en koncert med det lokale kor, VoxBox.

Kommentarer