Samfund

Milliondonation skal give flere unge i kommunen mulighed for fritidsjob

16-årige Andreas Nissen er et godt eksempel på, hvad et fritidsjob kan føre til. Da han gik på Rødkærsbro Skole, fik han i 2023 et fritidsjob hos firmaet Grimme. Lige nu går Andreas på efterskole, men han planlægger at vende tilbage til Grimme som sælger. Foto: Lise Hjorth Hansen, Viborg Kommune

En donation på godt fem millioner kroner fra Poul Due Jensens Fond betyder, at Viborg Kommune for alvor kan skrue op for projektet ‘Flere Sammen om Fritidsjob’. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Det er dokumenteret, at fritidsjob har en positiv effekt på unges fremtidsudsigter. Helt overordnet er målet med ‘Flere Sammen om Fritidsjob’ derfor at give endnu flere af kommunens 13 til 17-årige øgede muligheder for fritidsjob. Det gælder også de unge, der har brug for en hjælpende hånd for at komme i gang. Indsatsen har desuden stort fokus på at forbinde de unge med brancher og virksomheder, som traditionelt ikke ansætter fritidsjobbere.

For Poul Due Jensens Fond er det særligt indsatsens fokus på, at flere grupper af unge kan få et fritidsjob samt at selve fritidsjobsindsatsen bredes ud og forankres i Viborg Kommune som en bæredygtig ungeindsats, der har været gældende i beslutningen om at bevilge det store beløb, fortæller Kim Nøhr Skibsted, fondsdirektør for Poul Due Jensens Fond:

– Fritidsjob bidrager til, at unge får en tidlig erfaring med arbejdsmarkedet. Det er oplevelsen af at kunne bidrage og at være efterspurgt og dermed at være en del af et fællesskab. Det er væsentlig dannelse og læring for unge i dag – uanset baggrund og ståsted i livet, siger han.

Flere fritidsjobbere = flere lærlinge

Anders Bertel (S), der er formand for Beskæftigelsesudvalget i Viborg Kommune, er meget begejstret for den store bevilling.

– Det betyder virkelig meget, at Poul Due Jensens Fond på den måde tilkendegiver, at de gerne vil understøtte kommunens og erhvervslivets fælles indsats for at skabe flere fritidsjob for unge. Det her projekt skal blandt andet være med til at understøtte ambitionen om at gøre flere fritidsjob til et reelt springbræt for at skaffe de unge lærlinge, som mange af vores virksomheder løbende mangler, siger han.

Udgangspunktet for fritidsjobindsatsen er, at unges tilknytning til arbejdsmarkedet og arbejdsfællesskaber kan være med til at sende flere af dem i retning af uddannelse og beskæftigelse  – og meget gerne i de brancher, som har mest brug for dem. Samlet er målet, at 300 unge får et fritidsjob som følge af indsatsen, lyder meldingen.

Læring for livet

Derfor jubler også formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Katrine Fusager Rohde (V), over den gode nyhed:

– Bevillingen betyder, at vi kan styrke vores arbejde med at skabe forbindelser mellem unge og virksomheder til fælles bedste. De unge lærer, hvad det betyder at møde på job, påtage sig en opgave, tjene egne penge og indgå i et arbejdsfællesskab. Det giver stor selvtillid og en ansvarsfølelse, som de kan trække på resten af livet. Samtidig lærer virksomheden den nye generation at kende og har mulighed for at spotte fremtidige medarbejdere, siger hun og tilføjer:

– Flere Sammen om Fritidsjob” skal gøre det nemmere for alle unge mellem 13 og 17 år at få et fritidsjob, men der vil også være ressourcer til at hjælpe unge, der har brug for en let hånd i ryggen, for eksempel fra en lærer eller en studievejleder til at komme i gang.

Samarbejde styrker fundamentet

Projektperioden løber fra 1. januar 2025 til 31. december 2028, og en stor del af arbejdet her bliver også at styrke og forankre det tværfaglige samarbejde om fritidsjob mellem kommune, erhvervsliv, civilsamfund, foreningsliv, ungdomsuddannelser og andre aktører, lyder det i pressemeddelelsen.

Praktiske eksempler på indsatsen er eksempelvis:

  • Fritidsjob-ambassadører fra folkeskolen, der tænker fritidsjob ind i arbejdet med f.eks. erhvervspraktik
  • Uddannelsesvejledere, der tilbyder fritidsjob til unge, der ikke er startet på en ungdomsuddannelse – eller er droppet ud af en
  • Private og offentlige virksomheder, der bruger fritidsjob som led i en strategi, der skal vise deres respektive fag frem

Den samlede udgift til projektet er budgetteret til godt otte millioner kroner. Heraf har Poul Due Jensens Fond bevilget 5.075.000 kroner, mens Viborg Kommune selv finansierer de sidste 2.935.000 kroner.

Fakta om fritidsjob og spirejob

‘Flere Sammen om Fritidsjob’ bliver en videreudvikling af den nuværende fritidsjobindsats ‘Sammen om fritidsjob’, hvor Viborg Kommune sammen med sine samarbejdspartnere blandt andet har opnået at:

  • 425 unge har fået individuel fritidsjobvejledning
  • 8000 forældre har modtaget information om værdien af fritidsjob
  • 1200 virksomhedsbesøg er gennemført med fritidsjob på dagsordenen

Indsatsen suppleres løbende med de såkaldte spirejob, som er fritidsjob for unge på kommunens egne plejecentre, børnehaver og lignende.

 

Kommentarer