Midtjyske herregårde er kortlagt på ny hjemmeside
Midtjylland har gennem historien været præget og formet af de mange herregårde i området, og en helt ny hjemmeside – herregaardskortet.dk – indeholder en sand skattekiste af morsomme og spændende historier fra det midtjyske herregårdslandskab.
Midtjylland har gennem historien været præget og formet af de mange herregårde i området, og hjemmesiden indeholder en sand skattekiste af morsomme og spændende historier fra det midtjyske herregårdslandskab.
Gennem 15 detaljerede herregårdstemaer får man en samlet fortælling om herregårdenes historie: fra øst til vest, fra høj til lav, og fra middelalderen til det 20. århundrede.
På herregaardskortet.dk kan man for eksempel læse om en af Danmarks ældste bindingsværksbygninger:
”Herregården Lynderupgård ligger nord for Viborg på et bredt næs, som omgives af Hjarbæk Fjord. Den imponerende hovedbygning består af tre fløje i to etager og er en af landets ældste og største bygninger i bindingsværk med rødder tilbage til sidste halvdel af 1500-tallet.”
Man kan også dykke ned i historien om herregården Himmestrup ved Lee, der var ejet af den indflydelsesrige adelsslægt Scheel, men blev solgt, da overstaldmester Jørgen Scheel i 1749 manglede penge til at finansiere sin ekstravagante livsstil; eller historien om Hersomgård, der måske ikke syner ikke af meget i dag, men gårdens historie strækker sig helt tilbage til middelalderen.
Retænk herregårde
Herregaardskortet.dk er blevet til i et samarbejde mellem Dansk Center for Herregårdsforskning og syv kulturhistoriske museer i Midtjylland samt Region Midtjylland og Aarhus 2017 under titlen ’gentænk herregårdene’.
– Herregaardskortet.dk er resultatet af tre års arbejde, hvor vi, som et bidrag til Aarhus 2017-fejringen, har brugt tiden på at arbejde med nye sider af herregårdenes historie – at gentænke dem, om man vil. Det har været et stort arbejde, som er mundet ud i det her flotte formidlingsprodukt, hvor man hurtigt kan finde viden om en enkelt herregård, men også – ved at dykke ned i temaerne – kan få den lidt dybere forklaring på udviklingen i et særligt område, fortæller Signe Boeskov, der er leder af Dansk Center for Herregårdsforskning.
Målet med projektet er at få de dygtigste forskere til at dele ud af deres viden på en måde, så alle kan følge med.
– Det gælder om at holde trit, men samtidig holde fast. Med hjemmesiden, der kan anvendes både på PC, på tablet og på mobil, giver vi nye, og måske de lidt yngre, brugere en hurtig og nem adgang til at opleve herregårdenes fascinerende verden. Og samtidig holder vi fast i den gode fortælling og den ekspertise, der er forskningscenterets varemærke, hvor fagpersoner træder i karakter med 15 spændende og velfortalte ’herregårdstemaer’ fra alle hjørner af regionen, forklarer hun.
Flere lokale herregårde
Viborg Kommune er repræsenteret med Asmild, hvor kun kirken står tilbage, Tjele Gods, Sødal, Vingegård, Hald Hovedgård, Hersomgård, Ormstrup, Skjern Hovedgård, Karmark, Himmestrup, Holmgård, Korsøgård, Lynderupgård og Lundgård.
Find disse – og andre herregårde i hele landet – og læs de mange spændende fortællinger på www.herregaardskortet.dk
Kommentarer