Debat og politik

Midt- og vestjyske elever til DM i Skills

Foto: Ricky John Molley

LÆSERBREV af Niels Hansen, formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi om få år kommer til at mangle titusindvis af håndværkere over hele landet. Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening kommer der til at mangle 14.000 faglærte i bygge- og anlægsbranchen i 2025.

Det skal vi have gjort noget ved i en fart. En af de muligheder vi har for at vise ungdommen, at fremtiden også findes i håndværksfagene, er det årlige DM i Skills, som til januar afholdes i Aalborg. Her er alle de dygtigste erhvervsskoleelever fra hele landet samlet for at konkurrere om, hvem af dem der har de bedste ”skills” inden for netop deres fag.

Arrangementet er proppet med unge ildsjæle, der brænder for deres erhverv og har lyst til at fortælle om det. Derfor er det et sted, hvor eleverne fra folkeskolen, der har smag for at være kreative og bruge hænderne, virkelig kan få overvejet, om interessen måske skal ende med en tømrer-, snedker- eller brolæggeruddannelse.

Så jeg håber, at de midt- og vestjyske kommuner vil være med til at sikre, at så mange som muligt af folkeskoleeleverne i regionen kommer med til DM i Skills i Aalborg til januar.

Kommentarer