Debat og politik

Mette Nielsen: Grådigheden kan fællesskabet ikke leve af

Debatindlæg af Mette Nielsen (S), folketingskandidat og byrådsmedlem i Viborg Kommune.

Regeringen har gennem hele dens levetid, været optaget af, at give skattelettelser til dem, som i forvejen har mest. De største skattelettelser går til Gentofte, Rudersdal og Hørsholm, som får omkring tre gange så store skattelettelser som dem, der bor på Langeland og Lolland.

Jamen, er det interessant for os, som bor i Viborg? JA! For der er ingen ufaglært viborgenser, der bliver dygtigere af, at direktøren får endnu en skattelettelse og mere i egen lomme til ”sig selv”. Politik er prioriteringer, og pengene er for mig at se, bedst brugt på uddannelse, opkvalificering og konkrete initiativer, der skaber vækst, så vi kan fastholde og skabe nye arbejdspladser i hele Danmark. Vækst skaber grundlag for at finansiere vores velfærd, for jo flere penge, der kommer i den fælles kasse via skat, des mere er der til gode forhold for vores børn, unge, ældre, syge og nedslidte på og uden for arbejdsmarkedet, og andre som har brug for, at fællesskabet træder til.

Selv om det måske umiddelbart kan lyde rart med mere i egen lomme, så skal vi huske på, at regeringens skattelettelser ER på bekostning af vores fælles velfærd. Så selv om Gentofte, Rudersdal og Hørsholm, Lolland og Langeland kan ”lyde som langt væk”, så er det vigtigt, at huske på, at ulighed og skattelettelser ikke giver bedre forhold for vores velfærd i Viborg Kommune. For skattelettelser giver ikke ”mere tid til nærvær” for børn i vores lokale institutioner, bedre vilkår for elever og lærerne i vores skoler, et mindre pres på medarbejderne i ældreplejen eller mere omsorg til vores ældre, flere sygeplejersker på hospitalet, kortere ventetid ved vagtlægen eller flere politibetjente til at skabe tryghed i hverdagen!

Skattespekulation, skattely og hvidvask er eksempler på, at der tages fra fællesskabet, og det er en kæmpe udfordring, når virksomheder og enkeltpersoner aggressivt spekulerer i ”mere til sig selv”- og f.eks. ikke betaler skat der, hvor de har tjent deres penge. Grådigheden er og bliver en trussel for vores fælles velfærd.

Kommentarer