Mere end 1200 børn og voksne deltog i Viborg Museums julerejse
I løbet af blot fem uger har omkring 1200 børnehavebørn, skoleelever og voksne fra hele kommunen deltaget i Viborg Museums julerejse gennem byens gågade.
Der er blevet spist et par tusinde småkager i Bedstefars hus på Hjultorvet i Viborg. Småkagerne var den præmie, deltagerne i Viborg Museums juleaktivitet fik, når de havde klaret sig igennem alle spørgsmål og fundet koden til Bedstefars kiste. Det vidner om, at Viborg Museums juleaktivitet i år, ”Julerejsen”, har været et tilløbsstykke for mange institutioner og skoler i løbet af julemåneden.
Stor begejstring for Julerejsen
Alt i alt er 1044 børnehavebørn og skoleelever registreret som tilmeldte gæster i løbet af de fem uger, hvor Viborg Museums juleaktivitet har været åben. Eftersom ”Julerejsen” også har været åben for andre interesserede i løbet af hverdagene og hver weekend i juleperioden, ender besøgstallet på, at omkring 1200 gæster alt i alt har deltaget i årets juleaktivitet. Og det besøgstal er noget, der giver julelys i øjnene på arrangørerne på Viborg Museum.
– Vi har haft en helt fantastisk juleperiode med masser af gæster på museet hver dag på trods af, at vi ikke længere har en permanent udstilling i museumsbygningen. Vi er overvældede over de mange rosende ord, vi har fået fra både børn og voksne, der har hygget sig med at deltage i julerejsen, udtaler museumsinspektør Rikke Johansen Smidt fra Viborg Museum.
Skibscontainer var blikfang
Museumsinspektøren kan også konstatere, at det har virket rigtig godt at bruge museets skibscontainer som base for juleudstillingen. Den centrale placering af skibscontaineren på Hjultorvet og ikke mindst det fantastiske samarbejde med Viborg Handel er årsag til juleaktivitetens succes:
– Når vi ikke længere kan udstille i museumsbygningen, er det en gave, at byens butikker med stor velvilje har åbnet dørene for os, så børn og voksne har fået en spændende rute forbi gågadens mange, smukke butiksvinduer. Ikke at forglemme Hartvigs Bageri, som har bagt flere tusinde småkager til børnene. Uden butikkernes hjælp var museets juleaktivitet ikke blevet helt så stort et tilløbsstykke, siger hun.
“Julemandens datter”
Viborg Museum har fået lovning på at kunne låne filmkulisserne fra de netop overståede filmoptagelser til næste års store biograffilm ”Julemandens datter”, som Deluca Film står bag.
Viborg Museums juleudstilling næste år bliver derfor med afsæt i julefilmens verden.
Læs mere på Viborg Museums hjemmeside
Kommentarer