Kommunelisten siger: Mennesket først
Læserindlæg af Jan Hagerup, Kommunelisten Viborg, Hyldevænget 14, 8830 Tjele
Måske har du tidligere læst eller hørt om Kommunelisten Viborg. Vi vil gerne uddybe grundlaget for den politik vi ønsker, der skal føres i Viborg Kommune. Flere har i medierne efterlyst en borgerliste. Den findes, og hvis du eller andre gerne vil vide mere, kan de på Facebook gå ind på Kommunelisten Viborg.
Det er vigtigt for Kommunelisten Viborg, at vi holder op med at tale om Nej hat og Ja hat. Det er langt vigtigere, at vi i fællesskab taler om de udfordringer, vi har i Viborg Kommune og derefter forsøger at træffe beslutninger til gavn for vores kommune og dens indbyggere.
Det er vigtigt, at vi erkender, at kommunen i mange år blandt andet har forsømt infrastrukturen, (vi prioriterer A26 højt) og på andre områder har sovet i timen.
Nu virker det så som om kommunalbestyrelsen vil alt for meget på en gang. Klap nu lige hesten! I Kommunelisten Viborg er vi for eksempel stærkt bekymrede for de meget store anlægsprojekter, der er igangsat. Ingen kender økonomien i Banebyen, og de første budgetoverskridelser har da også allerede meldt sig. Derudover har der også været nogle dårlige løsninger for specielt ældre/handicappede.
Sport og Eventområdet på Tingvej har det samme problem. Ingen ved en dyt om den præcise økonomi, og hvad VFF og VHK vinder ved projektet, har vi i Kommunelisten Viborg svært ved at se. Vi kan godt tilslutte os en omfattende modernisering af Tinghallen, det har faktisk været tiltrængt i mange år. Men for eksempel en personbro mellem Tinghallen og Stadionkomplekset kan efter vores opfattelse sagtens spares væk. Men måske bliver en sådan bro blot en moderne udgave af Sukkenes Bro. Vi tror heller ikke på, at det bliver muligt at adskille økonomien mellem Tinghallen og et privat hotel.
Da ingen rigtigt kender økonomien i de ovennævnte projekter, ønsker vi et midlertidigt stop for Domkirkeprojektet. Der er naturligvis mange gode tiltag i dette projekt, men efter Kommunelisten Viborgs opfattelse, er der som nævnt ingen, der har det fulde overblik over økonomien ved Tinghallen og i Banebyen.
Hvis der skulle være frie anlægskroner i årene fremover, bør de gå til decentrale ældre/demensboliger, boliger til de mange psykisk syge, der kommer i årene fremover, cykelstier på landet, ja kort og godt til opgaver, der venter forude.
Lidt om selve Kommunalvalget og tiden derefter.
1) Efter Kommunelistens opfattelse skal vi ikke have en præsident, men valgt ambassadør, der vil arbejde målrettet for såvel land som by:
- I en realistisk form sælge Viborg Kommune udadtil.
I samarbejde med Kommunens Erhvervsliv skaffe arbejdspladser til ikke mindst de unge, der står uden for arbejdsfællesskabet. - Sammen med de ansatte i administrationen kunne arbejde hen imod fælles mål. I dag er der alt for meget, der stritter ud i alle verdenshjørner.
- En regelstormer. Vi kan ikke vente på at opgøret kommer oppefra.
2) Intet økonomiudvalg. I stedet et koordineringsudvalg, bestående af udvalgsformændene.
3) Genoprettelse af Demokratiudvalget. Dets fornemmeste opgave vil være, at sikre en god forbindelse mellem de folkevalgte og os borgere. Et sådant udvalg kan også være med til at bekæmpe den politikerlede, der breder sig.
4) Et landudvalg, der sammen med en koordinator skal sikre en rimelig vægtning mellem os på landet og Viborg by.
5) Skatteprocent: Der er ingen tvivl om, at vi alle må til lommerne.
Flygtninge/indvandrere: Det er en landspolitisk afgørelse, hvor mange der skal lukkes ind i vort fredelige land. Kommunelisten Viborg mener, at vi har en menneskelig forpligtigelse til at behandle de, som vores kommune bliver tildelt, på en ordentlig måde.
Det er naturligvis lige så klart, at de, der på ingen måde ønsker, at leve under de love/regler vi har, skal sendes retur.
Når valget er overstået, er det vigtigt, at der i store træk først findes frem til en fælles politik. Dette kræver, at der gives god tid til arbejdet. Det er i høj grad medieskabt, at det i dag skal gå så hurtigt.
For os i Kommunelisten Viborg er det meget vigtigt, at vi først går tilbage til basisopgaverne. Derfor siger vi: ”Mennesket først”. Det er som om, de helt basale opgaver i kommunen har det svært.
Vi ser med dyb bekymring på de mange ensomme, der findes i alle aldersklasser. Servicen i ældreplejen løses ikke med et ”klippekort til frisk luft og en tur til frisøren”.
De handicappede /psykisk syge har i den grad brug for et løft. Vi taler om nogle af kommunens allersvageste borgere.
Vi mener stadig, at Bjerringbro har brug for større politisk opmærksomhed. Det ville et Demokratiudvalg være med til at løse.
Vi er i Kommunelisten Viborg naturligvis glade for de 25 millioner til børne- og ungeområdet. Det er dog ting, der undrer os:
– Hvorfor blev de tildelt, så kort tid efter den kommunale budgetlægning? Var det ikke langt mere rimeligt, de havde været med der og fremadrettet?
– Hvordan er flertallet endt på netop 25 millioner?
– Var det et forsøg på, at lukke munden på Jens Rohde?
Vi kan godt forstå de mange forældre og personale, der i lang tid har deltaget i arbejdet med en ny tildelingsmodel, føler sig frustreret, når dette arbejde pludselig forkastes og hældes ned af brættet.
Vi vil slutte for denne gang, vi håber, du har fået et lille indblik i vores ønsker for vores kommune.
Vi vil gerne i dialog med jer som borgere ud over de sidste 3 uger før valget. Derfor hører vi gerne fra lige netop dig. Enten på mail: jan.hagerup@tobber.dk tlf 30 59 25 37.
Vi kan ikke love dig guld og grønne skove, men på ovenstående telefonnummer bliver du ikke sat i en endeløs telefonkø.
Kommentarer