Ørum

Menighedsmøde om kirkerne i Ørum, Viskum og Vejrumbro

På menighedsmødet i Tjelecentereret onsdag aften 24. april kan deltagerne blandt andet høre om den forestående renovering af Ørum kirke. Arkivfoto

På onsdag 24. april inviterer menighedsrådet for Ørum, Viskum og Vejrum kirker til menighedsmøde i forsamlingshuset i Tjelecenteret.

Der sker mange spændende ting omkring kirkerne i Ørum, Viskum og Vejrum og deres tilhørende kirkegårde. Blandt andet kan man se frem en forestående totalrenovering af Ørum Kirke. Og så er man fra menighedsrådets side gået mere aktivt ind i kirkernes sociale arbejde.

På det offentlige møde i Tjelecenteret onsdag 24. april vil sognepræst Søren Tolstrup Christensen blandt andet fortælle om samarbejdet med skolerne, hvor der er planer om grupper for skilsmissebørn.

Han vil også komme ind på kirkens sociale arbejde, til hvilket man i øvrigt mangler flere frivillige. Så der vil også være en opfordring til de fremmødte om at sprede dette budskab.

Menighedsrådet vil fremlægge planerne for den kommende renovering af Ørum Kirke, ligesom man vil præsentere andre initiativer, der er  i gang omkring de tre kirker.

Deltagerne indbydes også til at stille spørgsmål og tage en diskussion om, hvordan borgerne kan bidrage til at præge fremtiden i de tre sogne.

Aftenen vil også byde på en præsentation af den nye bistandspræst, Trine Munk Kristensen, der i tillæg til sin rolle som sognepræst i Vammen-Lindum-Bigum fremover også vil dække en række funktioner i Ørum, Viskum og Vejrum.

Menighedsrådet er vært ved kaffe og kage til arrangementet, som starter klokken 19.00.

Man håber, at mange borgere fra alle tre sogne vil møde frem på aftenen for at høre om planerne, hygge sig med hinanden og bidrage med indspark.

Kommentarer