Karup

Masser af børneteater på bibliotekerne i vinterferien

Se billedserie Pressebilleder

Børneteater er tradition på Viborg Bibliotekerne i vinterferien

Igennem mange år har det været tradition, at Viborg Bibliotekerne indbyder til børneteater til en pris, hvor alle kan være med. I en tid hvor underholdningsplatformen ofte er en skærm, opleves det af mange børn som helt magisk at ”se det i virkeligheden”. Teater kan noget, som film og fjernsyn ikke kan. Den energi, der kan opstå mellem skuespillere og publikum, er noget ganske særligt.

I år er ingen undtagelse. Traditionen tro har Viborg Bibliotekerne flere børneteater-forestillinger på programmet, både i samarbejde med Paletten og på flere lokalbiblioteker.

Godmorgen Sol på Paletten

Paletten får besøg af Apollo Teater, som opfører forestillingen ”God Morgen Sol” med Halfdan Rasmussens digte. En fantastisk forestilling, som bedst kan beskrives som ”MC Einar møder Pavarotti” på en rejse gennem Halfdan Rasmussens skønne univers af børnerim. Guiderne gennem dette univers er ingen ringere end Snemand Frost og Frøken Tø. Udgangspunktet er digte og vers fra Halfdans rim, remser og verbale tosserier fortalt med dans, sang og sjov mimik. Vi stifter bekendtskab med mange af Halfdans skønne figurer: Maj måneds katte, Kanonkongen Knold og hans snart hovedløse kone, Ormene der må kravle, når de skal gå, Muffedissemanden, Konen der spiser sæbe og mange, mange flere. Aldersgruppe: 5-12 år. Forestillingen spiller kl. 11 og kl. 14 tirsdag den 12. februar.

”Den sultne larve Aldrig Mæt”

Skulle I have lyst til mere teater, så spiller Teatret St. tv. den skønne forestilling ”Den sultne larve Aldrig Mæt” på Bjerringbro Bibliotek den 12. februar om formiddagen kl. 10.30 og igen den 13. februar kl. 10.30 i den gamle rådhussal, Stoholm Bibliotek.

Forestillingens ramme er i sig selv en larvegravende oplevelse. Tilskuerne skal nemlig ind i et rundt, orangerødt telt – både ’de bittesmå mennesker og de kæmpestore’. Skøn teaterforestilling om den kendte Larve Aldrigmæt. Alder 1 ½ – 5 år.

”Sikke et vejr” i Viborg og Karup

Teater Du Milde opfører forestillingen ”Sikke et vejr”. En komisk og poetisk forestilling for de mindste. Line Svendsen tager børnene med på en rejse gennem de fire årstider. Med enkle rekvisitter trylles genkendelige og rørende situationer frem fra alle årstiderne. Forskellige dyrevenner dukker op undervejs, men de opfører sig ikke altid som man regner med. Aldersgruppe: 1½ – 6 år. Forestillingen spilles på Hovedbiblioteket i Viborg onsdag d. 13. februar kl. 11 og kl. 14 og på Karup Bibliotek torsdag d. 14. februar kl. 10.

Alle forestillingerne er led i Viborg Kommunes ferietilbud til børn. På hjemmesiden ferieaktiviteter.viborg.dk står alt om alder, tid, sted, billetter mm og her kan man også finde de andre tilbud i kommunen.

Billetprisen til teaterforestillingerne er 30 kr. pr. person og billetter købes via ovennævnte hjemmeside.
Kom ind på biblioteket og hent en folder, der giver et godt overblik over alle Viborg Bibliotekernes ferietilbud. Du kan endvidere læse mere på bibliotekets hjemmeside viborgbib.dk under arrangementer for børn og på pindle.viborg.dk/

Kommentarer